
Børnene kan stemme på deres favoritkandidat i perioden 28. oktober og frem til 16. november. - Foto: Børnevalg.dk
Tag børnene med til Børnevalg 2021 på biblioteket
Landets biblioteker inviterer til Børnevalg 2021, for at styrke børnenes forståelse for og lyst til at deltage i demokratiet. I de næste uger kan børnene gå til stemmeboksene på børnebiblioteket og vælge, hvem der skal vinde årets Børnevalg.
Udgivet: 27/10/2021
På www.børnevalg.dk vil årets kandidater til Børnevalg 2021 fra 28. oktober blive præsenteret, og samtidig åbner børnebiblioteket for, at børnene kan møde op og afgive deres stemme på favoritfiguren på en stemmeseddel.
Direktør i Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen, siger i en pressemeddelelse:
”At vi skaber børnevalg, handler om at skabe demokratisk dannelse også for de helt små. I en kommunal valgkamp er det oplagt at bruge figurer, børnene kender fra deres bøger til at formidle det der med valg til dem."
"Bibliotekernes væsentligste opgave er at understøtte demokratiet gennem debat og adgang til litteratur og viden. Det gælder også for børn, og børnevalget er en fantastisk måde at få afmystificeret på for de mindste” siger Michel Steen-Hansen.
En landsdækkende succes
Det er 3. gang der afholdes børnevalg på bibliotekerne. Ved børnevalget i 2017 deltog over 15.000 børn, og her vandt Villads fra Valby en overbevisende sejr med hele 4260 personlige stemmer på valgsproget om 'Ja til slik'. I 2019 vandt Carla og 'Vildheks' ved valget, hvor flere end 17.000 børn og størstedelen af landets kommuner deltog.
Børnevalg 2021 er igen arrangeret af Ballerup Bibliotekerne og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med landets øvrige biblioteker.
Børnekoordinator på Ballerup Bibliotek Betina Falsing siger:
”Børnevalget læner sig op ad de samme præmisser for valget som for de voksne, og børnene får en stemmeseddel med de børnelitterære kandidater, som er præsenteret ved flotte valgplakater og slogans. Som ved andre valg skal vores små mennesker efter grundig overvejelse ind i stemmeboksen og afgive deres stemme."
"Valget bliver afgjort ved flertalsvalg akkurat som ved andre valg. Børnevalget er en øvelse i demokratiet og en indsigt i folkestyret, men det er også en oplagt formidlingsform henvendt til børn, for vi inddrager legen og børneperspektivet. Vi er vilde med at arbejde med litteratur, børn og demokrati, og Børnevalget er den fulde pakke. Vi skaber livsduelige mennesker”, siger Betina Falsing.
De danske folkebiblioteker ser frem til at få besøg af en masse læseglade og valg-nysgerrige børn, og vil frem til kommunalvalget sætte alle sejl til for at give vores yngste borgere en smagsprøve på det der valg, som alle voksne nu for alvor begynder at tale om.
Sidst opdateret: 27/10/2021 - 10:51
Emner: Biblioteker







































