
Kommunen skal være klar med hjælp, når byrådspolitikere bliver chikaneret eller truet, mener borgmester i Slagelse John Dyrby Paulsen (S). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Byrådspolitikere får tilbud om psykologhjælp
Slagelse Kommune vil som en af de første kommuner tilbyde byrådsmedlemmer psykologhjælp, hvis de har været udsat for chikane eller trusler. Det holder jo ikke, at folk bliver skræmt væk fra at engagere sig i demokratiet, mener KL-direktør.
Udgivet: 06/10/2021
Fra nytår kan byrådsmedlemmer i Slagelse Kommune få gratis psykologhjælp, hvis de på grund af deres politiske arbejde er blevet udsat for chikane eller deciderede trusler. Kommunen bliver dermed den første til at indføre en sådan ordning, som KL varmt anbefaler.
Det oplyser DR og tilføjer, at lokalpolitikerne i Slagelse også vil få tilbudt hjælp til at indgive politianmeldelser. Borgmester i Slagelse John Dyrby Paulsen (S) vurderer, at det er på sin plads med en kommunal hjælpepakke til forulempede byrådsmedlemmer.
"Man kan ønske, at det ikke var nødvendigt (med sådan en ordning, red.), men når jeg har spurgt rundt i kredsen af kolleger i byrådet, så siger de, at 'ja, vi har oplevet chikane'. Det er ikke et et spørgsmål om, at det er en daglig foreteelse, men det handler om, at vi er klar, når det sker," siger John Dyrby Paulsen til DR.
Byrådsmedlem i Slagelse Helle Blak (løsgænger) fortæller til DR, at hun er blevet truet med at "blive skudt i knæene". Sådanne trusler har gjort hende og familien bekymret, og derfor genopstiller hun ikke til kommunalvalget.
KL opfordrer kommunerne til at indføre ordninger som den i Slagelse, oplyser KL-direktør Kristian Vendelbo og siger til DR:
"Det er jo ekstremt vigtigt, at folk vil stille op til vores demokrati og engagere sig. Det er jo fuldstændigt uholdbart, hvis man så bliver skræmt væk på grund af chikane og trusler."
Desværre er verbale personangreb, nedladende ord og trusler kendte fænomener blandt medlemmer af kommunalbestyrelser. Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Altinget har hver tredje nuværende byrådsmedlem været udsat for chikane eller trusler.
Sidst opdateret: 06/10/2021 - 11:52
Emner: Slagelse Kommune, Byråd, Chikane







































