
Steffen Jensen (S), borgmester i Halsnæs Kommune, er utilfreds med økonomiaftalen, der svigte fattige kommuner. - Foto: Halsnæs Kommune
Borgmester: Trængte kommuner svigtes
Halsnæs Kommunes borgmester er utilfreds med den nylige økonomiaftale, der kommer til at gå ud over økonomisk udfordrede kommuner.
Udgivet: 30/06/2021
Med økonomiaftalen mellem KL og regeringen for nylig bliver de fattigste kommuner svigtet, og det vil øge uligheden kommunerne imellem.
Det mener Steffen Jensen (S), borgmester i Halsnæs Kommune i Nordsjælland.
Ifølge Sjællandske Medier er han utilfreds med, at flere puljer til kommunale anlægslån ophører som en del af økonomiaftalen:
“Groft sagt medvirker aftalen til, at de trængte bliver mere trængt, mens de rige bliver rigere,” siger Steffen Jensen.
Halsnæs Kommune har hidtil lånt omkring 30 mio. kr. fra lånepuljen til økonomisk trængte kommuner - en pulje med ca. 700 mio. kr. til rådighed. Den pulje bliver ifølge borgmesteren formentlig omdannet til et bloktilskud for alle landets kommuner, og det betyder, at Halsnæs Kommune fremover kun vil modtage omkring tre millioner kroner.
“Det er penge, som vi skal ud og finde ved at lave besparelser, og sådan vil billede være i flere andre økonomisk trængte kommuner også,” siger Steffen Jensen til Sjællandske Medier.
Borgmesteren har skrevet om sin nød til Socialdemokratiets finansordfører i Folketinget, Christian Rabjerg Madsen.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Temaer: Økonomiaftale
Emner: Halsnæs Kommune











































