Se kommunernes folkeskoleudgifter korrigeret for socioøkonomi
Flere kommuners folkeskoleudgifter i forhold til landsgennemsnittet flyttes væsentligt, når man korrigerer for kommunernes socioøkonomiske indeks. Se tal for alle kommuner her.
Udgivet: 10/05/2021
En række kommuner, som bruger færre penge end landsgennemsnittet på folkeskoleområdet, får et væsentligt anderledes resultat, når man korrigerer for kommunernes socioøkonomiske indeks.
Det viser en analyse foretaget af NB-Økonomi, som har set på hver kommunes folkeskoleudgifter pr. 6-16-årig i forhold til landsgennemsnittet, både før og efter man har korrigeret for kommunens beregnede udgiftsbehov på baggrund af det socioøkonomiske indeks.
Det socioøkonomiske indeks afgør i høj grad, hvor mange penge hver kommune får i udligningskroner, og sætter dermed også et loft over, hvor mange penge hver kommune kan bruge på folkeskoleområdet.
Når man alene ser på kommunernes folkeskoleudgifter pr. 6-16-årig i forhold til landsgennemsnittet, er der nemlig flere forholdsvis velhavende kommuner, der ligger under landsgennemsnittet, hvilket kan vække undren blandt borgerne.
Men ikke alle kommuner har samme behov eller muligheder for at bruge pengene på grund af folkeskolen på grund af deres socioøkonomiske indeks. Derfor kan det være en vanskelig kommunikationsmæssig opgave, man har som borgmester, når man skal forklare borgerne, hvorfor udgifterne til folkeskolen er lavere end landsgennemsnittet.
Det siger borgmester i Lejre Kommune, Carsten Rasmussen (S). Lejre Kommunes socioøkonomiske indeks ligger på blot 0,68. Det betyder, at kommunen som udgangspunkt kun har dækning til 89 procent af de landgennemsnitlige folkeskoleudgifter.
"Vi skal jo have lavere udgifter end andre kommuner, fordi vi får færre penge fra staten til at dække udgifterne. Hvis vores udgifter lå på landsgennemsnittet på alle serviceområderne, så ville vi lynhurtigt gå fallit," siger Carsten Rasmussen.
"Så det der er udfordringen er jo selvfølgelig, at når en forældregruppe ser på, at vi har udgifter til folkeskoleområdet, der ligger under landsgennemsnittet, så skal vi også kunne forklare dem, at det er der en grund til."
Og netop Lejre Kommune er da også et af de steder, hvor billedet for alvor vendes på hovedet, når man korrigerer for kommunens socioøkonomiske indeks. Som udgangspunkt har kommunen folkeskoleudgifter, der ligger 2.503 kroner pr. 6-16-årig under landsgennemsnittet.
Men når man korrigerer for kommunens socioøkonomiske indeks, ligger kommunens folkeskoleudgifter 5.503 kroner pr. 6-16-årig over landsgennemsnittet.
Carsten Rasmussen mener dog ikke, at kommunen nødvendigvis bruger mange penge på folkeskoleområdet, men han mener at flere ting indikerer, at man ligger på et fornuftigt niveau.
"Vi ligger faktisk højere i karaktergennemsnit på afgangseksamen end alle vores nabokommuner, så på den måde er der jo noget der indikerer, at vi bruger de penge vi skal, fordi vi har et udmærket resultat," siger han.
Flere østjyske kommuner som Odder, Skanderborg, Hedensted og Favrskov kommuner står i samme situation som Lejre Kommune, hvor man før en korrigering bruger væsentligt færre penge end landsgennemsnittet, men hvor en korrektion for socioøkonomien flytter kommunen over landsgennemsnittet.
Modsat er der yderkommuner som Lolland, Guldborgsund og Lemvig, hvor man bruger flere penge på folkeskoleområdet end landgennemsnittet, men hvor billedet er omvendt, når man korrigerer for socioøkonomi, fordi de har et socioøkonomiske indeks, der ligger væsentligt over landsgennemsnittet.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Emner: Skole, Socialøkonomi












































