KL-formand Jacob Bundsgaard og Finansminister Nicolai Wammen skal igen i år forsøge at nå til enighed om rammerne for kommunernes økonomi - denne gang for 2022. Forstå her, hvilke makroøkonomiske rammer, der danner grundlag for forhandlingerne.

KL-formand Jacob Bundsgaard og Finansminister Nicolai Wammen skal igen i år forsøge at nå til enighed om rammerne for kommunernes økonomi - denne gang for 2022. Forstå her, hvilke makroøkonomiske rammer, der danner grundlag for forhandlingerne. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kommende økonomiaftale vil bære præg af begrænset råderum

Kommunernes kommende økonomiaftale for 2022 vil bære præg af, at finansministeren har et begrænset råderum. Derfor kan kommunerne ikke forvente et stort løft udover det, som demografien tilsiger.

Udgivet: 07/05/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Når topforhandlerne for kommunerne og regeringen indenfor de kommende uger sætter sig ved forhandlingsbordet i Finansministeriet for at aftale kommunernes økonomiske rammer for 2022, så står finansministerens begrænsede rådighedsbeløb i klar kontrast til de store velfærdsambitioner.

Finansministeren møder nemlig op med et økonomisk råderum, der ikke kan tåle store forøgelser af de kommunale udgifter, og derfor kan der blive hård kamp om særligt servicerammen. I alt har finansminister Nicolai Wammen (S) nemlig blot 6,5 milliarder kroner på lommen frem til 2025 til at dække fire års finanslovsaftaler og økonomiaftaler med både kommunerne og regionerne.

Det skyldes, at ud af det samlede økonomiske råderum frem til 2025 på 19,5 milliarder kroner, så forventer regeringen, at 11 milliarder kroner vil gå til at dække øgede udgifter til demografi på tværs af den offentlige sektor, hvor der kommer flere børn og ældre.

Udover det, er der afsat to milliarder kroner til at dække udgifter i forsvarsforliget fra 2018 og den såkaldte Nordsøaftale fra 2017.

Dermed er der blot 6,5 milliarder kroner tilbage til økonomiaftaler, finanslovsaftaler og andre potentielle merudgifter. Hvad det betyder for den kommende økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne, forsøger vi at give et bud på her:

Demografi

Intet tyder på, at der vil være stor uenighed om, hvor stort løftet af demografien skal være. Det vil sandsynligvis ligge i omegn af 1,2-1,3 milliarder kroner, som er indenfor den ramme, som regeringen i det økonomiske råderum har afsat til ændret demografi.

Det kan kommunerne samtidig være fint tilfredse med, fordi det passer med de merudgifter, kommunerne burde have på grund af flere børn og ældre. Derfor bør den del af forhandlingerne gå relativt stille for sig.

Læs også:
Damm: Forventer enighed om demografiløft på mellem 1,2 og 1,3 mia.

Anlæg

Lidt overraskende lagde Nicolai Wammen torsdag 29. april ikke op til at røre voldsomt ved anlægsrammen, da han præsenterede Danmarks Konvergensprogram 2021.

“Jeg ser ikke for mig, at vi som sådan skal ud at træde på bremsen. Når vi forhandler med kommunerne og regioner, så er der behov for at renovere skoler, børnehaver og hospitaler. Så der er hele tiden behov for at man investerer i, at vores børnehaver, skoler, ældrepleje og sundhedsvæsen også på bygningssiden er i god stand. Derfor forventer jeg også, at vi næste år kommer til at bruge mange penge på den del,” sagde Nicolai Wammen ved pressemødet.

Udmeldingen var overraskende, fordi bygge- og anlægsbranchen oplever stærk vækst, og kommunernes anlægsramme er derfor et oplagt sted at dæmpe den voldsomme udvikling i anlægsbranchen.

Læs også:
Tidligere overvismand: Stop stimuli til byggeri og anlæg

Samtidig ville regeringen have et stærkt argument til at skære i en kommunal udgiftspost, fordi der ifølge de fleste økonomer ikke er behov for øget stimuli af bygge- og anlægsbranchen, og kommunerne i det meste af 2020 havde en ophævet anlægsramme, og derfor kunne bygge så meget de ville.

Læs også:
Tre ud af fire kommuner overgik anlægsbudgettet i 2020

Men med finansministerens udmelding må man forvente, at man ikke ser en nedskæring af anlægsrammen, men til gengæld er der heller ikke noget, der peger på, at der skulle være plads til en stigning. Derfor må man forvente en nogenlunde uændret anlægsramme i 2022 i forhold til 2021.

Samtidig har finansministeren den fordel ved anlægsrammen, at den godt kan nedbringes igen på et senere tidspunkt, og dermed hjælpe til at opnå balance i de offentlige regnskaber i 2025.

Serviceudgifter

Det bliver derfor på serviceudgifterne, at det store slag skal stå. Her kan man ikke på samme måde opjustere rammen for at bringe den ned på et senere tidspunkt, fordi det betyder nedskæringer i servicen, som både er svært at gennemføre, og samtidig ingenlunde er på linje med regeringens politik.

Dermed skal finansministeren være meget varsom med, hvor mange penge man giver til at øge servicerammen, hvis man vil holde sig indenfor det økonomiske råderum. Derfor er der ikke plads til en stor forøgelse, og kommunerne må sandsynligvis indstille sig på, at man udover de 1,2-1,3 milliarder kroner til demografien, ikke får et stort løft af rammen.

Det bedste bud er, at servicerammen bliver løftet med i alt 1,4-1,8 milliarder kroner, hvoraf langt broderparten skal dække de øgede udgifter til demografien.

Det specialiserede socialområde

Dermed er man efterladt ved det store spørgsmål om det specialiserede socialområde, hvor udgifterne er steget markant over de seneste år, og kommunerne konsekvent har underbudgetteret området siden 2018.

Her vil KL møde op til økonomiforhandlingerne med en samlet plan for, hvad det vil koste, hvis man skal leve op til regeringens mange løfter på området.

Læs også:
KL fremlægger milliardplan for bedre hjælp til handicappede

Det åbenlyse problem er, at man fra Finansministeriets side ikke har flere penge at råde over, hvis man vil holde sig indenfor målet om strukturel balance på den offentlige saldo i 2025 og samtidig sikre penge til de kommende års økonomiaftaler og finanslovsforhandlinger.

Derfor peger de økonomiske fakta på, at man enten skal give kommunerne lov til at spare på andre områder for at frigøre penge til det specialiserede socialområde, eller også må man vende tommelfingeren nedad til kommunernes milliardplan på området.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38

Temaer: Økonomiaftale

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]