
"Af kommunen får vi at vide, at der af princip ikke findes børn, der er hjemløse," siger leder af Johannehuset. - Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Hjemløse børn bliver overset af systemet: Der er et stort mørketal
29 børn som ikke har noget sted at bo, har det seneste halve år været i kontakt med Joannahuset, der er Danmarks første børne-unge krisecenter. Flere organisationer frygter, at tallet er endnu større.
Udgivet: 07/05/2021
Sponseret af
En overnatning eller to på en kammerats sofa. Etagevask på toilettet i et shoppingcenter. Lange dage på gaden uden noget sted at tage hen. Det er hverdag for et ukendt antal børn og unge i Danmark, der lever i varierende grader af hjemløshed.
Siden Joannahuset i november åbnede for hjælp til hjemløse børn- og unge under 18 år, har man været i kontakt med over 100 børn - de 29 af dem var uofficielt hjemløse børn og yderligere 15 er i fare for at ende som hjemløse. Det er dobbelt så mange, som Vive, der forsker og analyserer i velfærd, tidligere har rapporteret om.
Det fortæller LOUDs nyhedspodcast Indsigt.
Lederen af Joannahuset Jette Wilhelmsen fortæller, at der er et stort hul i systemet, når det kommer til at række hånden ud til de hjemløse børn og unge:
- Af kommunen får vi at vide, at der af princip ikke findes børn, der er hjemløse. De har en adresse og de kan gå hjem. Børnene bliver bedt om at tage tilbage til det hjem, som de endelig har fået mod til at tage fra for at få hjælp, siger Jette Wilhelmsen til LOUD.
Selvom Joannahuset har været i kontakt med over 100 børn, og kan konstatere at næsten hver tredje er hjemløs, så har man kun set toppen af problemet, mener Jette Wilhelmsen.
Mørketallene i forbindelse med børn og unge, der lever i hjemløshed, er også noget De Hjemløses Landsorganisation SAND genkender.
- Alle de hjemløse, der ikke er i kontakt med kommunen, går under radaren eller ikke identificerer sig som hjemløse, de er ikke med i statistikken. Og det er typisk de helt unge, siger Sofie Bay-Petersen, der er informationsmedarbejder hos SAND, til LOUD.
Ifølge Jette Wilhelmsen ligger ansvaret hos kommunerne, der skal styrke deres indsats på hjemløseområdet ved at gribe ind meget tidligere:
- De unge hjemløse over 18 år fortæller, at de har været hjemløse før de blev 18. Så for at løse problemet skal vi starte tidligt med at anerkende det og tale om det, siger hun til LOUD.
Joannahuset håber også, at de unge hjemløse under 18 år, kommer på dagsordenen hos de politikere, der lige nu forhandler om Barnets Lov.
Camilla Fabricius, socialordfører for Socialdemokratiet er enig i, at der skal være mere fokus på at høre de børn, der har det svært. Hun henviser til regeringens Børnene Først udspil, hvor regeringen blandt andet vil give ekstra hjælp til kommuner, der har mange børnesager.
Hverken socialminister Astrid Krag eller Kommunernes Landsforening har ønsket at deltage.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38












































