
Skatteminister Morten Bødskov (S) oplyser i et svar til Folketingets Skatteudvalg, at de seneste prognoser viser, at boligejerne får en markant lavere grundskyldspromille i det nye boligskattesystem end hidtil forventet. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Velstillede boligejere står til pæn gevinst
Nogle af landets mest velstillede boligejere i de største byer står til at kunne hive en pæn gevinst hjem. Det sker i kølvandet på it-skandalen i Skat med ejendomsvurdering.
Udgivet: 25/02/2021
Velstillede boligejere i Aarhus, København og andre større byer kan med et grin gnide sig i hænderne. De står nemlig til en pæn økonomisk gevinst på den lange bane. Det sker i kølvandet på it-skandalen med de store forsinkelser i vurderingerne af ejendomme.
De stærkt forsinkede vurderinger spiller ind på fastsættelsen af, hvor meget der skal betales i grundskyld. Nu viser det sig, at den model, som et politisk flertal har valgt, kommer til at udløse en betydelig gevinst for boligejerne i områder med store prisstigninger.
Hvis det nye boligskattesystem havde været klar her i 2021 som ventet, så ville boligejerne ifølge tidligere beregninger fra Skatteministeriet have fået en gennemsnitlig grundskyldspromille på cirka 15,6. Men nu tegner den ifølge nye beregninger i et svar fra Skatteministeriet til Folketinget kun til at blive 11 promille.
Det er en fordel for boligejerne, at huspriserne stiger
Forklaringen er, ifølge boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea, at boligpriserne er steget kraftigt det seneste år. Og da politikerne har besluttet, at overgangen til de nye vurderinger ikke må give den enkelte kommune større indtægter fra grundskyld, så sættes promillen ned i takt med de højere vurderinger.
"Det er en fordel for boligejerne, at huspriserne stiger, inden at promillen bliver fastlåst, fordi promillen så bliver fastlåst på et lavere niveau. Hvis man havde låst grundskyldspromillerne på det her tidspunkt sidste år, så var de blevet låst fast på et højere niveau," siger Lise Nytoft Bergmann.
Boligejerne skal dog ikke forvente en besparelse i kroner og ører i forhold til, hvad de betaler i dag. For den lavere promille beregnes af en højere vurdering, og dermed bliver beløbet uændret.
Men boligejerne slipper for at skulle betale ekstra grundskyld af de store prisstigninger. Hvis det nye boligskattesystem var trådt i kraft som planlagt, så ville de store prisstigninger være kommet efter grundskyldspromillen var låst fast, og dermed ville prisstigningerne have givet boligejerne en betydelig stigning i grundskylden de kommende år.
Selvom boligejeren ifølge reglerne ville kunne have fået den ekstraregning indefrosset som gæld til staten, så skulle den betales ved salg af huset. Samtidig ville en ny ejer af huset skulle betale grundskyld af den højere vurdering fra dag et, og dermed ville husets pris være lavere.
Derfor er det en betydelig gevinst for boligejerne i områder med store prisstigninger, at de nye ejendomsvurderinger er forsinkede.
Størst fordel for husejerne i de store byer
Det er dog ikke alle husejere i Danmark, som har lige stor grund til at juble over forsinkelserne.
Mens husejerne i de store byer har oplevet meget store prisstigninger det seneste år, og dermed slipper for en stor ekstra grundskyld takket være de forsinkede ejendomsvurderinger, så har huspriserne udviklet sig betydeligt mere moderat i land- og yderkommunerne.
Allerede da det nye boligskattesystem blev aftalt i 2017, viste prognoserne store geografiske forskelle i de fremtidige grundskyldspromiller. Mens boligejerne på Frederiksberg ville opleve et fald fra 24,8 til 6,9 promille, så ville boligejerne i Vordingborg kun opleve et fald fra 32,2 til 30 promille.
Dermed ville en boligejer på Frederiksberg allerede inden forsinkelserne få en grundskyldspromille, som var under en fjerdedel af den, som boligejerne i Vordingborg skulle betale.
Og da boligpriserne det seneste år er steget markant hurtigere i de store byer, så vil grundskyldspromillerne falde endnu mere, mens husejerne i land- og yderkommunerne får en noget mindre eller slet ingen gevinst af forsinkelsen.
Dermed kan forskellen i grundskyldspromillen mellem kommuner med de mest velhavende husejere og de fattigste muligvis komme over en faktor fem, så husejerne i de fattigste kommuner beskattes mere end fem gange hårdere af grundværdien.
Ifølge skatteminister Morten Bødskovs svar til Folketinget, så er det endnu for usikkert præcis at sige, hvordan grundskyldspromillen udvikler sig i de enkelte kommuner.
Ifølge planen vil de sidste boligejere modtage deres nye vurderinger i 2022, og herefter kan de fremtidige grundskyldspromiller endeligt beregnes.
Læs mere om den nye grundskyld i NB-Økonomi (Kræver abonnement)Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Skat









































