
'Hvis lærernes kerneopgave bliver kompromitteret, risikerer de at miste en følelse af mening i deres arbejde,' siger forsker. (Arkiv) - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Massivt flertal af lærere frygter for elevers faglighed
Ny forskning om folkeskolelærernes arbejdsmiljø under anden bølge af corona-pandemien viser, at to ud af tre folkeskolelærere frygter for afgangselevernes faglighed. Det har en negativ effekt på lærernes arbejdsmiljø.
Udgivet: 22/02/2021
Sponseret af
I starten af februar kom børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) med en meddelelse, der var uigenkaldelig:
På grund af coronasituationen med afbrudte undervisningsforløb skulle eksaminer for blandt andet afgangseleverne i folkeskolen aflyses.
Meddelelsen blev kulminationen på en frustrerende tid for elever og ikke mindst folkeskolens lærere, der i 2020 har undervist digitalt og levet med frygten for at blive smittet, da skolerne genåbnede.
Det skriver A4 Arbejdsmiljø.
Nu viser et nyt forskningsprojekt fra Københavns Universitet, at to ud af tre lærere (66 pct.) er bekymrede for afgangselevernes faglige niveau, og at denne bekymring påvirker lærernes arbejdsmiljø negativt.
Projektet er lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening, og godt 1.300 lærere har deltaget.
Lærernes bekymringer kan føre til meningstab i arbejdet, fortæller lektor Kirsten Nabe-Nielsen, en af forskerne bag projektet.
"Hvis lærernes kerneopgave bliver kompromitteret, risikerer de at miste en følelse af mening i deres arbejde. Herunder kan der opstå en konflikt mellem de udefrakommende krav og forventninger og lærernes egne forventninger og mål med arbejde. Det udgør en belastning i bredeste forstand i forhold til arbejdsmiljøet," siger Kirsten Nabe-Nielsen til A4 Arbejdsmiljø.
Artiklen fortsætter under grafikken.

Forskerne bag projektet har undersøgt folkeskolelærernes arbejdsmiljø under anden bølge af coronaepidemien i Danmark.
Deltagerne har besvaret en spørgeskemaundersøgelse fra slutningen af november og til starten af december 2020, hvor smittetrykket i samfundet var højt, og hvor flere skoler måtte sende klasser og hele årgange hjem efter smitteudbrud.
Projektet er desuden lavet, inden de mindste klassetrin blev sendt hjem kort før jul.
Besvarelserne fra lærerne viser også, at hele 65 procent oplever, at deres psykiske arbejdsmiljø er blevet værre under pandemien. Et højt, men ikke overraskende tal, vurderer Kirsten Nabe-Nielsen.
Ifølge Kirsten Nabe-Nielsen kan det dårlige arbejdsmiljø have mange forklaringer, der dels handler om frygten for at blive smittet i forbindelse med arbejdet, men også om de ressourcer, der går fra undervisningen, og endelig om den enkelte lærers samspil med elever, forældre, ledere og kolleger.
Konflikterne kan opstå, når der er forskellige holdninger til begrænsning af smittespredning. Hver tredje lærer har således oplevet at have konflikter med kolleger, fordi der opstår uenigheder om eksempelvis forventninger til afstandskrav og hygiejne.
"Deltagerne oplevede, at sammenholdet med deres nærmeste kolleger var påvirket negativt, som kan være en konsekvens af perioder med hjemsendelser, det ekstra arbejdspres og mangel på pauser sammen med kollegerne. De har også skullet navigere i en situation, hvor folk har forskellige holdninger til coronavirus. Altså hvor kolleger i forskellig grad føler sig truet af risikoen for at blive smittet," forklarer Kirsten Nabe-Nielsen.
"Det kan være en konsekvens af det ekstra arbejdspres, man er under, når man skal navigere i den situation, at folk har forskellige holdninger til coronavirus. Altså hvor kolleger i forskellig grad føler sig truet af risikoen for at blive smittet," siger Kirsten Nabe-Nielsen.
Hele 34 procent af lærerne har ikke været trygge ved forældrenes indsats med at begrænse deres børns risiko for at blive smittet uden for skolen. Det kan også danne grobund for konflikter, fortæller forskeren.
"Forældrene kan med rimelighed forvente, at skolerne gør deres for at begrænse smittespredning blandt eleverne. Lærerne har tilsvarende haft brug for, at forældrene minder børnene om reglerne. Samtidig har lærerene en forventning til forældrene om, at de regulerer deres børns adfærd i fritiden, så de eksempelvis ikke mødtes til fester og så videre," siger Kirsten Nabe-Nielsen og uddyber:
"Lærerne er med andre ord blevet tilskrevet en rolle, hvor det forventes af dem, at de er med til at begrænse smittespredningen. Men det kan være svært at leve op til, når de ikke har indflydelse på børnenes adfærd i fritiden. "
Anden situation efter sommer
Forskningsprojektet bygger på en tidligere undersøgelse fra i sommer om folkeskolelærernes arbejdsmiljø under coronaepidemien, som Kirsten Nabe-Nielsen også er hovedforfatter til.
Projektet fra i sommer viste, at for nogle lærere havde covid-19 haft en positiv effekt på lærernes arbejdsmiljø efter en periode med digital fjernundervisning og efterfølgende kortere skemaer for eleverne. Kort før vinterens nedlukning, hvor der dagligt blev registreret flere tusinde smittede, var situationen en anden.
"Vi kunne se i vores udgivelse i sommer, at der var nogle positive tegn, fordi nogle af de ting, man gjorde i foråret for at begrænse smittespredning, havde positive afledte effekter. Man havde mere ro på arbejdsdagen, mindre hold, færre lærerskift i løbet af dagen og mere kontinuitet i kontakten med eleverne, som gav mere ro. Efter sommerferien normaliserede tilstanden sig, og her så vi ikke længere de positive effekter," fortæller Kirsten Nabe-Nielsen.
Hvorfor ændrede arbejdsmiljøet sig efter sommerferien?
"Der skete en normalisering, og man gik i vid udstrækning tilbage til den sædvanlige organisering af undervisningen. Samtidig med det, var der stadig retningslinjer, der skulle følges, for at begrænse smitte blandt eleverne."
"Derudover begyndte der i efteråret at være en høj forekomst af smittespredning i samfundet. Vi startede vores tredje undersøgelse i slutningen af november, hvor det kulminerede med høj smitteforekomst i samfundet før jul. I den periode var der mange hjemsendelser af klasser og hele årgange, fordi der var smitteudbrud på skolerne," forklarer hun.
Langt flere frygter smitte
I projektet fra i sommer svarede 37 procent af lærerne, at de frygtede at blive smittet på jobbet. I den nyeste undersøgelse er tallet steget markant til hele 62 procent.
"Der er en væsentligt større andel, som i november har svaret, at de frygter at blive smittet, og at de frygter at bringe smitte med hjem eller smitte deres elever. Vi kan også se, at over halvdelen af lærerne ikke har været trygge ved rengøringsniveauet på skolerne i november og december. Der er derfor fortsat grund til at være opmærksom på helt basale forhold om hygiejne på skolerne. Det vil gavne både lærere, elever og samfundet som helhed," siger forskeren.
Kirsten Nabe-Nielsen og de øvrige forskere fra Københavns Universitet har ikke undersøgt lærernes arbejdsmiljø under nedlukningen i vinter, hvor digital fjernundervisning igen blev aktuelt.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Skole, Arbejdsmiljø, Genåbning











































