KL og foreningerne opfordrer til, at der bør samarbejdes om at holde relevante indendørs- og udendørs idrætsfaciliteter åbne frem til sommerferien.

KL og foreningerne opfordrer til, at der bør samarbejdes om at holde relevante indendørs- og udendørs idrætsfaciliteter åbne frem til sommerferien. - Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix.

KL til kommunerne: Hold idrætshallerne åbne

KL og en række idrætsforeninger er gået sammen om at opfordre kommunerne til at holde idrætsfaciliteter åbne frem til sommerferien. En forlængelse af sæsonen kan rette delvist op på skadevirkningerne af nedlukningen, siger de.

Udgivet: 12/02/2021

Johan Storgaard Jespersen

Studentermedhjælper

Del artiklen:

Foreningsidrætten er reelt lukket ned på grund af de nuværende coronarestriktioner.

Det betyder, at rigtig mange danskere ikke har mulighed for at dyrke idræt som normalt. For at hjælpe foreningerne med at kunne få gang i aktiviteterne på den anden side af en genåbning, opfordrer Kommunernes Landsforening (KL), Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI og Dansk Firmaidrætsforbund landets kommuner til at holde deres idrætsfaciliteter åbne længere end normalt. Det skriver foreningerne i en fælles pressemeddelelse.

“Det er i alles interesse, at vi får flest mulige tilbage i foreningslivet, når myndighederne tillader det, og jeg er ikke i tvivl om, at kommunerne vil bakke op og holde faciliteterne åbne,” siger Leon Sebbelin, formand for KL’s Kultur-, Erhverv- og Planudvalg, i pressemeddelelsen.

Konkret lyder opfordringen i den fælles udmelding, at der bør samarbejdes om at holde relevante indendørs- og udendørs idrætsfaciliteter åbne frem til sommerferien, så foreninger kan forlænge sæsonen, og flest mulige børn, unge og voksne kan fastholdes i de lokale idrætsforeninger. Mange turnerings- og træningsaktiviteter afsluttes normalt i april/maj, og ved at gøre idrætsfaciliteterne tilgængelige i maj/juni, vil det være muligt for foreninger at fortsætte aktiviteterne i længere tid end normalt.

“Foreningerne skal have aktiveret alle medlemmerne igen, når de får mulighed for det. En forlængelse af sæsonen kan være med til at gøre en positiv forskel i forhold til dette,” siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør for DIF.

Baggrunden for udmeldingen er en bekymring for de mentale og fysiske konsekvenser, det vil få, hvis mange medlemmer falder fra oven på nedlukningen af foreningslivet.

Parterne understreger, at der er forståelse for, at der kan være økonomiske og praktiske udfordringer forbundet med at holde idrætsanlæggene åbne længere end normalt, som skal afvejes lokalt.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]