
Fremover kan bilister i miljøzonerne i København og på Frederiksberg komme til at hoste op med penge til en såkaldt trængselsafgift. (Arkiv) - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Trængselsafgift for køretøjer kan være på vej i København
Elbilkommission ønsker at se på, om det giver mening at indføre en afgift i København og på Frederiksberg.
Udgivet: 12/02/2021
Fremover kan bilister, der kører i miljøzonerne i København og på Frederiksberg, måske komme til at hoste op med penge til en såkaldt trængselsafgift.
Det fremgår af den anden delrapport fra Kommissionen for grøn omstilling af personbiler, som bliver præsenteret fredag.
- Kommissionen anbefaler, at der igangsættes et projektarbejde med henblik på en dybdegående analyse af effekterne, herunder også fordelingseffekter samt omkostninger og teknologiske udfordringer ved kontrol og administration, af en trængselsafgift i miljøzonen i København og Frederiksberg, før der kan træffes beslutning om at indføre en sådan afgift.
- En trængselsafgift kan endvidere potentielt fungere som en trædesten til en national kilometerbaseret vejafgiftsordning, lyder det i rapporten.
Kommissionen har arbejdet med både en minutmodel og en dagsmodel, altså hvor bilister betaler en afgift afhængig af, om de kører inde i miljøzonen i et antal minutter eller en hel dag.
I minutmodellen har kommissionen taget udgangspunkt i, at satsen for at køre i miljøzonen for personbiler og varebiler er 0,45 kroner per minut i myldretiden og 0,20 kroner per minut uden for myldretiden.
For lastbiler er satsen sat til henholdsvis 1,8 kroner og 0,8 kroner per minut.
Myldretiden er defineret som tidsrummet fra klokken 7 til 9 og klokken 15 til 17.
I den dagsmodel, som kommissionen har udarbejdet, skal brugere af personbiler og varebiler betale 20 kroner for at køre i miljøzonen gennem 24 timer.
Hvis man kun kører uden for myldretiden, koster det ti kroner for et døgn.
Lastbiler skal betale henholdsvis 80 kroner og 40 kroner for et døgn.
Det har tidligere vist sig vanskeligt at skabe politisk flertal for at indføre betaling for kørsel i København.
I 2012 måtte den daværende S-R-SF-regering efter massiv modstand skrinlægge planerne om den såkaldte betalingsring omkring København.
Folketinget vedtog i maj 2019 skærpede miljøkrav til lastbiler, busser og varebiler i de danske miljøzoner, som ligger i København, Aarhus, Odense, Aalborg samt på Frederiksberg.
De nye regler trådte i kraft 1. juli 2020.
Formålet med miljøzonerne er at sikre renere luft i storbyerne.
Kommissionen, der også kaldes elbilkommissionen, har imidlertid vurderet, at det ikke er tilstrækkeligt relevant at undersøge muligheden for at indføre trængselsafgifter i de tre øvrige byer.
Det begrundes med, at miljøzonerne og trængselsniveauet i Aarhus, Odense og Aalborg ikke er store nok til, at det giver mening at indføre en trængselsafgift.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Klima, Trafik, Transport, Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune










































