
Kulturaftalerne har fokus på børn og unges møde med kulturen. Foto fra forestillingen Time woke up in darkness. - Foto: Christoffer Brekne, slks.dk
73 kommuner har indgået aftale med kulturministeren
I de næste fire år vil 12 kulturregioner rulle 29 indsatsområder og utallige projekter ud til glæde for især børn og unge. Det sker gennem de såkaldte kulturaftaler, som indgås med kommunerne, og som kulturministeren har underskrevet.
Udgivet: 11/02/2021
Nu er grundlaget på plads for et kommunalt samarbejde om udviklingen af en række kulturaktiviteter. De nye regionale kulturaftaler er en videreførelse af eksisterende kulturelle fællesskaber på tværs af kommunerne i hele landet og 75 procent af alle kommuner er med i aftalerne.
"Med de nye aftaler styrker staten og kommunerne sammen børn og unges aktive deltagelse i kulturlivet. Det er for mig den helt centrale nøgle til at udvikle fremtidens kulturliv. Samtidig er lokalt engagement og frihed til nytænkning hjørnesten i konceptet og nøglen til aftalernes succes," siger Joy Mogensen (S), kulturminister i en pressemeddelelse.
Hun er glad for, at de nye aftaler rækker frem til 2024, således at der er nogle faste og stabile rammer for kulturregionernes arbejde.
Fokus på børn og unge
I forløbet af sommeren, da forhandlingerne om de nye kulturaftaler stod på, ønskede kulturregionerne mere lokalt råderum i forhold til de rammer, som ministeren og styrelsen havde udmeldt.
Det fik regionerne ved at ministeren ændrede definitionen af børn og unge, så den udvides til 25 år og til unge, som går på ungdomsuddannelserne og måske også nogle af de længerevarende uddannelser.
Der er general stor tilfredshed med de nye aftaler rundt i kulturregionerne og også det fokus, som de endelige aftaler har fået.
Her er et udpluk af kommentarer fra kulturregionerne:
"Via partnerskabet kan vi gennemføre spændende aktiviteter for og med børn og unge, hvor de indgår i meningsfulde kreative fællesskaber og lærer om den fælles kulturarv. Kulturaftalen giver børnene og de unge indsigt og kompetencer, de kan bruge i fremtiden,” siger Kjeld Nørmark Thrane, formand for Kulturregion Sønderjylland-Schleswig.
"De næste fire år vil vi have fokus på at skabe engagerende og nyskabende kunst- og kulturprojekter til børn og unge inden for genren visuel kultur samt lave projekter, der kobler natur, kultur og kunst. Vi glæder os også til at lave kulturaktiviteter, der forbedrer børn, unge og voksnes mentale og sociale sundhed,” siger Lars Erik Hornemann, formand for Kulturregion Fyn.
”Jeg er godt tilfreds med den nye kulturaftale. Børn og unge er et af vores fokusområder i Aarhus, og nedlukningen har kun gjort behovet for tilbud til børn og unge endnu større. Derfor er jeg glad for, at der er indgået en aftale, som ikke mindst har fokus på denne gruppe,” siger Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.
Fakta om kulturaftalerne
Kulturaftaler er frivillige, fireårige aftaler, som kulturministeren kan indgå med en kommune eller en gruppe af samarbejdende kommuner. Kommunerne i en aftale udgør en kulturregion.
Fokus i kulturaftalerne er at koordinere en fælles indsats for udvikling af kunst- og kulturlivet, og i de kommende fire år vil initiativerne hovedsageligt være rettet mod børn og unge.
Statens bidrag til udviklingsinitiativerne er 20,1 mio. kr. årligt i 2021-24 fra ’Puljen til kultur i hele landet’, som kommer fra udlodningsmidlerne. Sammen med kulturregionernes samlede egenfinansiering på 27,8 mio. kr. i 2021 udgør de den økonomiske ramme for kulturaftalerne.
Aftalerne er underskrevet af kulturministeren, og når de er endeligt behandlet i de enkelte kommuner, bliver de offentliggjort på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Kultur













































