
Kultur- og foreningslivet er hårdt presset af coronaen, derfor forsøger Ikast-Brande Kommune at hjælpe ved at regulere aktivitetsstøtten, så den bliver højere end niveauet i 2020. - Foto: www.ikrast-brande.dk
Kommune giver kulturlivet en håndsrækning
Ikast-Brande Kommune har besluttet at give foreningerne aktivitetstilskud ud fra 2019-niveauet i stedet for efter aktiviteterne i 2020. Forrige år var de fleste aktiviteter lukket ned som følge af corona, så niveauet var langt lavere.
Udgivet: 18/01/2021
Kultur- og foreningslivet har også været hårdt presset i Ikast-Brande Kommune, fordi mange foreninger har måttet enten begrænse eller helt lukke deres forskelligartede aktiviteter ned. Det har givet anledning til bekymring i Kommunens kultur- og fritidsudvalg, som nu har besluttet, at yde de sædvanlige aktivitetstilskud til foreningerne ud fra 2019-niveauet, hvor der var langt flere aktiviteter end i 2020.
"Det kan være en meget vigtig håndsrækning til foreningerne. Det er ikke alle kommuner, der gør, som vi gør. Men tilskuddene er en livline for foreningerne, og derfor har vi besluttet, at vi skal køre videre med de samme tilskud som i 2019. Det er jo ikke rimeligt, at foreningerne bliver trukket i tilskud, fordi de er blevet tvangslukket," siger Helle Mathiasen, formand for kultur- og fritidsudvalget (V), til Horsens Folkeblad.
Færre indtægter
På grund af corona-restriktionerne kan foreningerne ikke afholde overskudsgivende arrangementer, hvoraf en del af deres indtægter kommer fra. Derfor følger kultur- og fritidsudvalget også situationen for de kulturinstitutioner, som lider under nedlukningen.
"Vi har understøttet dem én gang med midler fra en pulje, og det kan måske blive nødvendigt at gøre det igen. De søger selvfølgelig hjælpepakker, men det slår ikke helt til. Der bliver et efterspil, vi skal kigge på," siger Helle Mathiasen til Horsens Folkeblad.
Bekymringen for kultur- og foreningslivet drejer sig ikke kun om økonomien, men også om opbakningen, når det hele åbner op igen, fordi den er baseret på frivillig arbejdskraft.
"Vil de frivillige også være der, når vi kommer på den anden side af coronaen? Foreningerne er jo enormt afhængige af dem. Vi skal være klar til at skubbe nogle ting i gang," siger Helle Mathiasen til avisen.
Kommunen har sat penge af til forskellige samarbejder, som også kan være med til at skubbe aktiviteter i gang.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35













































