
Interesserede kan følge med i årets julekalender på Mærk Næstveds Facebook og møde nogle af de mange borgere i Næstved, som elsker deres kunstby og som fortæller om gavlmalerierne. - Foto: Naestved.dk
Byens kunst præsenteres i julekalender af borgerne
Næstved har et stort galleri af gavlmalerier og i december bliver udvalgte værker formidlet af borgerne i en julekalender på Facebook, samtidig med at en ny app fortæller historierne bag værkerne.
Udgivet: 02/12/2020
I december måned fortæller forskellige borgere i en digital julekalender, hvordan Næstved Kunstbys gavlmalerier spiller en rolle i deres hverdag.
Det sker gennem små håndholdte film, hvor gavlmalerierne betragtes gennem øjnene på for eksempel kokken, der har serveret mad for de udenlandske gadekunstnere eller formidleren, der viser gavlmalerierne frem for besøgende skoleklasser.
”Idéen til konceptet bag julekalenderen er helt naturligt kommet af den energi og begejstring, vi har mødt i byens rum hos de mange Næstved-borgere. Derfor er det oplagt, at julekalenderen viser borgernes begejstring, fortalt af borgerne selv,” siger
Claus M. Pedersen, afdelingsleder på Næstved Ungdomsskole, i en pressemeddelelse fra Kommunen.
Udendørs galleri formidlet via en app
Kommunen skriver i pressemeddelelsen, at Næstved har en stolt tradition for gadekunst på byens gavle og at man satser på at få borgerne til at gå på galleribesøg ude i gaderne med en ny app.
Gennem den gratis app ”Kunst i Næstved” kan alle nu læse og høre historierne om Næstved Kunstbys store gavlmalerier og de internationale kunstnere der står bag. Historierne kan medvirke til, at man kan stoppe op og se detaljer i værkerne, som man måske ikke har lagt mærke til.
”Den nye app fortæller overraskende historier om gavlmalerierne og gør dem nemme at finde. Jeg håber, at appen kan være med til, at unge og ældre kan mødes om vores gadekunst og få et fælles udgangspunkt at tale ud fra,” siger borgmester Carsten Rasmussen (S).
Gavlmalerier kan ses enkeltvis eller en del af en selvguidet byvandring. Hele ruten for Næstveds udendørs galleri er på omkring syv km og fortæller historierne bag bymidtens 26 gadekunstværker.
Det er Næstved Kunstby under Næstved Ungdomsskole, der de seneste 10 år har opbygget galleriet af gavlmalerier, hvoraf de fleste udført af en perlerække af internationale kunstnere, som er toneangivende inden for gadekunst.
Andre kommuner præsenterer også deres kunst via kunstapps - læs f.eks. artiklen fra Fyn her.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Emner: Kultur, Næstved Kommune













































