
Finansministerens udmelding om, at der er begrænsede penge til egentlige velfærdsforbedringer i flere år frem kan udløse drama i finanslovsforhandlingerne, hvor ikke mindst Enhedslisten har gjort det til et succeskriterie at sikre flere penge til velfærd. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Analyse: Corona afliver de mange velfærdsløfter
Det bliver afgørende for finansminister Nicolai Wammen, at S-ministre og folketingesmedlemmer stopper med at udstede nye velfærdsløfter. Det skriver NB-Økonomis chefredaktør Arne Ullum i denne analyse af de nye begrænsede rammer for egentlige velfærdsforbedringer.
Udgivet: 10/11/2020
Finansminister Nicolai Wammen erkendte mandag det uundgåelige, da han på et pressemøde i Finansministeriet reelt opgav at indfri de mange løfter om bedre velfærd, som regeringen og ikke mindst støttepartierne har afgivet inden coronakrisen brød ud.
Så sent som i august viste en økonomisk analyse fra regeringen, at der kun var 8,5 milliarder kroner til egentlige velfærdsforbedringer frem til 2025, når der var betalt for de velfærdsudgifter, som følger med et stigende antal børn og ældre. Det fremgår af en analyse i NB-Økonomi.
Dengang sagde finansminiseren blot, at 2021-finansloven ville blive en corona-finanslov med begrænsede muligheder for at styrke den generelle velfærd. Nu erkender finansministeren, at det kan blive virkeligheden flere år frem i tiden.
Det skyldes, at regeringen har presset råderummet yderligere af en række tiltag, som skal holde hånden under beskæftigelsen.
Umiddelbart har coronakrisen ikke påvirket det økonomiske råderum, fordi alle udgifterne til krisen blev opfattet som ekstraordinære engangudgifter. Men regeringen kan ikke fortsætte i mange år med at kalde udgifter for ekstraordinære, og derfor vil indsatsen for at afbøde arbejdsløsheden på grund af coronakrisen begynde at tære på råderummet.
Det begrænsede råderum til velfærd vil uvægerligt ramme kommunerne, som står for omkring halvdelen af det offentlige forbrug i Danmark. Mens kommunerne fik udvidet servicerammen med 1,7 milliarder kroner i 2020 og 1,5 milliarder i 2021, så peger dagens udmeldinger nærmere på et tal tæt på at kommunerne må nøjes med mellem 1 og 1,2 milliarder kroner, når rammen for 2022 skal forhandles på plads til juni.
Selvom finansministerens melding sikkert vil udløse protester fra ikke mindst de to ægte røde støttepartier, SF og Enhedslisten, så er det i en historisk kontekst usædvanligt, at en krisefinanslov fortsat sikrer fuld dækning af de stigende udgifter til flere ældre og børn.
Efter finanskrisen skar både V og S-ledede regeringer kraftigt i kommunernes budgetter, og tvang dermed kommunerne til at skære tilsvarende kraftigt i velfærden.
Effekten er først og fremmest politisk
Finansministerens melding vil først og fremmest ramme hårdt to steder.
SF og Enhedslisten har gjort det til et selvstændigt succeskriterie at sikre markant flere penge til velfærd i form af flere penge til eksempelvis mindstenormeringer, folkeskolen og en lang række andre velfærdsområder.
De to partiers krav er kun steget hver gang en af regeringens ministre er gået ud med nye velfærdsløfter, og derfor er det afgørende for finansminister Nicolai Wammen, at folketingsmedlemmer og ministre fra Socialdemokratiet stopper med at give nye, dyre løfter om bedre velfærd.
Populært sagt er det afgørende, at SF og Enhedslisten selv med det nye begrænsede råderum kan vise vælgerne, at en stemme på dem giver mere klassisk velfærd end en stemme på Socialdemokratiet.
Det andet sted, hvor regeringens sparekurs kan få mærkbare konsekvenser er i de kommuner, hvor man har vedtaget optimistiske budgetter for 2021 i en forventning om, at regeringen vil fortsætte med at give kommunerne væsentligt større udvidelser af servicerammen end nødvendigt for at dække den demografiske udvikling.
I de kommuner kan det blive svært at udarbejde et budget for 2022, som skal vedtages cirka en måned før vælgerne skal til stemmeurnerne og sammensætte de nye byråd.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Emner: Velfærd, Økonomi, Socialdemokratiet










































