Udvalgsformand Signe Lune (S) fra byrådet i Lolland Kommune glæder sig meget over den nye skole.

Udvalgsformand Signe Lune (S) fra byrådet i Lolland Kommune glæder sig meget over den nye skole. - Foto: Lolland Kommune

Nu oprettes landets første internationale folkeskole

Landets første internationale folkeskole i kommunalt regi er godt på vej til at blive en realitet. Skolen får til huse på Lolland og kommer til at afprøve en ny lov på skoleområdet.

Udgivet: 02/11/2020

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Til august 2021 åbner landets første internationale folkeskole i Maribo på Lolland. Arbejdet med at gøre skolen klar til åbning er derfor i fuld gang, og stillingerne som skoleleder og projektleder er opslået.

Det skriver Lolland Kommune i en pressemeddelelse.

Den internationale skole skal understøtte Lolland Kommunes store ambitioner om rekruttering af international arbejdskraft. Både de kommende år, hvor mange udenlandske borgere og deres familier kommer til Lolland i forbindelse med Femernbyggeriet, og for eftertiden.

Skolen er primært tiltænkt undervisningspligtige børn af udlændinge med midlertidigt ophold her i landet, men også danske børn har mulighed for at blive optaget i det omfang, der er kapacitet til det, fremgår det af pressemeddelelsen.

”Jeg er glad for og ikke mindst vildt stolt over, at den første internationale folkeskole snart bliver en realitet i Lolland Kommune. Skolen er et visionært og ambitiøst supplement til vores skolevæsen til fordel for både danske og udenlandske børn," siger formand for Børne- og Skoleudvalget i Lolland Kommune, Signe Lund (S), og fortsætter:

"Skolen giver os en spændende mulighed for at invitere internationale borgere ind i den danske kultur, og samtidig får vores danske elever en chance for at tage en international uddannelse, som fører til flere jobmuligheder i den globaliserede verden, vi lever i.”

Ny lov skal afprøves

Den internationale skole skal udvikles og drives efter den nye og endnu ikke afprøvede KIG-lov. KIG-loven indebærer, at skolen er en del af det kommunale skolevæsen med egen ledelse, egen bestyrelse og egen økonomi. Der er derfor flere forhold, der skal afklares, inden skolen kan stå klar til åbning næste år.

Lolland Kommune er derfor nu i fuld gang med planlægningen. Rammerne og målene for skolen skal fastlægges af byrådet i løbet af vinteren og foråret, der skal findes en skoleleder og en projektleder, og interesserede forældre skal informeres om den internationale skole og om muligheden for at skrive sit barn op.

”Vi vil gerne allerede nu gøre omverdenen opmærksom på, at vi til næste år er klar med et internationalt skoletilbud. Derfor har vi udarbejdet informationsmaterialer til både virksomheder og forældre, og den kommende tid bliver der mulighed for at deltage i virtuelle informationsmøder, hvor man kan få mere at vide om skolen,” forklarer sektorchef for Skole og Dagtilbud Espen Fossar Andersen.

Den nye, internationale folkeskole bliver placeret i tilknytning til Maribo Gymnasium.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33

Emner: Infrastruktur, Skole, Lolland Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]