
Elever på Hillerød Tekniske Gymnasium - U/NORD, mødte på skolen med mundbind i morges. Men i det offentlige rum, hvor kommunerne har ansvar for at følge nye restriktioner, mangler kommunaldirektørerne mere information. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mundbind eller ej? Kommuner famler i blinde
Nye restriktioner om brug af mundbind skaber forvirring i flere forvaltninger. Kommunaldirektører venter på myndighedernes nye anvisninger - især på skole- og dagtilbudsområdet.
Udgivet: 29/10/2020
Fra i dag torsdag er påbuddet om at bære mundbind udvidet til også at gælde i supermarkeder, butikker og ungdomsuddannelserne med flere.
Men der er stadig gråzoner inden for det kommunale område - i det offentlige rum - og det frustrerer ledelserne i flere kommuner.
I Kerteminde Kommune må kommunaldirektør Anders Bjældager arbejde med mange ubekendte, for kommunen mangler stadig at få bekendtgørelser, der præcist anviser, hvordan de nye restriktioner skal gribes an.
“Vi ved for eksempelvis endnu ikke helt, hvad det betyder, at medarbejdere i dagtilbud og skoler fremadrettet kan vælge at bære mundbind eller visir. Hvad der ligger i, at man kan vælge. Har man frit valg, eller skal der være bestemte forudsætninger? Det ved vi endnu ikke,” siger Anders Bjældager til Fyens Stiftstidende.
Også kommunaldirektør i Ærø Kommune, Allan Filtenborg, venter på mere detaljerede instrukser fra myndighederne. Inden de kommer, kan kommunen ikke komme med en præcise udmeldinger om gældende regler siger han:
"Vi regner med, at vi får instrukserne i morgen. Men indtil der er kommet nye anvisninger, gælder de nuværende retningslinjer omkring brug af ansigtsværnemidler. Jeg håber, at vi kan vende tilbage hurtigst muligt og være lidt mere præcis i forhold til, hvad kravet om mundbind betyder på de områder, men vi har altså ikke bekendtgørelserne endnu," siger Allan Filtenborg til Fyns Amts Avis.
I Randers Kommune vælger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt at bevare de nuværende instrukser i forhold til mundbind på skoler og i daginstitutioner.
“Der stod et sted, at man kunne bære mundbind, men vi har gjort det ret klart, at at vi ikke ønsker, at man nogle steder skal bære det og andre steder ikke,” siger Jesper Kaas Schmidt til Randers Amtsavis og fortsætter:
“Borgerne skal ikke møde den forskellighed i forhold til, hvordan de møder op. Forældrene skal ikke komme fra en skole, hvor man ikke skal have mundbind på, og så køre over i en børnehave, hvor man skal,” siger Jesper Kaas Schmidt.
De nye restriktioner betyder, at der skal bæres mundbind alle de steder, offentligheden har adgang til. Det gælder bl.a.: Sundheds og ældreområdet og dele af socialområdet; detailhandlen; kultur og kirkeinstitutioner; idræts- og foreningsfaciliteter; og uddannelsesinstitutioner - dog ikke skolerne.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Emner: Civilsamfund, Genåbning, Ærø Kommune, Kerteminde Kommune, Randers Kommune








































