
Det kan være sin sag at få lov at opretholde en såkaldt stordagpleje, har man erfaret i Varde Kommune. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (modelfoto)
Stordagpleje giver grå hår
Er det i det hele taget lovligt? Og hvad siger FOA? Det er nogle af de svære spørgsmål, som politikere og embedsmænd i Varde Kommune kæmper med for tiden. Man vil gerne opretholde en såkaldt stordagpleje, men måske må man slet ikke det.
Udgivet: 23/10/2020
Politikere og embedsmænd i Varde Kommune er havnet i noget af et juridisk og politisk vildnis. De vil gerne bevare en såkaldt stor-dagpleje ind i det nye år, men det står flere ting måske i vejen for.
Det fremgår af en artikel i JydskeVestkysten.
Varde Kommune har oprettet stordagplejen 'Vimmerby' i udkanten af den sydvestjyske by. Her kan tre dagplejere sammen passe op til ti børn. Det er altså en mellemform mellem dagpleje og vuggestue.
Byrådet har besluttet, at Vimmerby skal drives videre i det nye år. Men ifølge JydskeVestkysten står kommunen nu med flere udfordringer:
"Der er lidt mange knaster i det her i virkeligheden. Det er for så vidt en udmærket ide at have en stordagpleje, men det er ikke ukompliceret at få det til at køre videre," siger Peder Foldager (V), der er formand for børn og læring, til JydskeVestkysten.
Han oplyser, at lovgivningen er skruet sådan sammen, at stordagpleje kun må være et midlertidigt tilbud. 'Vimmerby' har eksisteret siden 2017.
En anden udfordring er, at kommunen har en aftale med fagforbundet FOA, hvor der ifølge JydskeVestkysten står, at "eventuelle nedskæringer pga. faldende børnetal foretages i stordagplejen". Det kan altså være et brud på aftalen med FOA fortsat at have en stordagpleje, når børnetallet falder.
Det tredje problem i forhold til Vimmerby er, at byrådet har besluttet, at stordagplejen skal drives videre, men der er ikke blevet afsat penge til det.
Peder Foldager oplyser til avisen, at han forventer en afklaring i november.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Emner: FOA, Varde Kommune, BUPL







































