
Blandt andet på grund af kraftige smerter i ryggen havde den nu fyrede fleksjobber brug for at kunne lægge sig ned en gang i mellem, og det ville være rarere at gøre derhjemme på hjemmearbejdsdage. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (modelfoto)
Fyring af fleksjobber koster kommune dyrt
Det har kostet en kommune ni måneders løn at fyre en socialrådgiver, der var ansat i fleksjob. Kommunen kunne ikke bevise, at det ville give problemer at lade socialrådgiveren arbejde hjemme to dage om ugen. Det fremgår af en afgørelse i Ligebehandlingsnævnet.
Udgivet: 19/10/2020
En kommune har været nødt til at betale ni måneders løn til en socialrådgiver, der blev fyret fra et fleksjob. Den nu fyrede medarbejder og kommunen var ikke enige om, hvorvidt det var en god idé at åbne op for to hjemmearbejdsdage.
Det fremgår af en afgørelse i Ligebehandlingsnævnet.
Nævnet oplyser, at en kvindelig socialrådgiver, "der lider af dårlig lungefunktion og problemer med bevægeapparatet", i 2006 blev ansat i en kommune i en fleksjobstilling på 18 timer om ugen. I 2016 blev socialrådgiverens arbejdstid nedsat til 12 timer om ugen.
Ifølge nævnet gennemgik socialrådgiveren i 2017 og 2018 smertelindrende operationer i henholdsvis ryg og knæ, hvorefter hun var sygemeldt i to perioder.
Socialrådgiveren blev afskediget ved brev af 30. november 2018 med henvisning til hendes omfattende sygefravær og usikre prognose for bedring.
Forinden havde socialrådgiveren meddelt kommunen, at hun ikke kunne arbejde 12 timer om ugen, hvis ikke de 8 timer blev fordelt på 2 hjemmearbejdsdage. Efter det oplyste havde klager indtil 2017 i ti år haft mulighed for at tilrettelægge sin arbejdstid med hjemmearbejde under hensyntagen til hendes helbred.
På den baggrund vurderer nævnet, at kommunen "ikke har bevist, at det ville have udgjort en uforholdsmæssig stor byrde fortsat at tilbyde muligheden for hjemmearbejde som relevant skåneforanstaltning for socialrådgiveren."
Socialrådgiveren fik på den baggrund medhold i sin klage og er blevet tilkendt en godtgørelse svarende til omkring ni måneders løn.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32







































