Det er slut med smøger i arbejdstiden i flere og flere kommuner.

Det er slut med smøger i arbejdstiden i flere og flere kommuner. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Flere kommuner forbyder rygning i arbejdstiden

I flere og flere kommuner bliver det forbudt at ryge i arbejdstiden - også selv om man arbejder hjemme. De vidtgående rygeregler er for indgribende, mener nogle.

Udgivet: 19/10/2020

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Et stigende antal kommuner gør det forbudt at ryge i arbejdstiden. Det vil sige, selv om du sidder hjemme hos dig selv og arbejder eller går en tur i en pause, så må du ikke tænde en smøg.

I Gentofte Kommune har man besluttet at indføre nul tolerance over for røg i arbejdstiden. Det betyder ifølge et referat fra et byrådsmøde, at kommunens ansatte ikke må ryge i arbejdstiden “hverken indendørs, udendørs eller uden for matriklen, på hjemmearbejdspladsen og under transport mellem arbejdssteder”.

Og der falder brænde ned i form af ansættelsesretslige sanktioner, hvis ikke man kan holde fingrene fra smøgerne eller piben. I referatet fra byrådsmødet står endvidere: "Kontrol af overholdelse af røgfri arbejdstid vil ske på samme måde som kontrol i forhold til øvrige retningslinjer om adfærd i arbejdstiden”.

Læs også:
Nu er hver anden kommune røgfri i arbejdstiden

I Langeland Kommune har man lige besluttet, at kommunens ansatte ikke må nyde tobak, mens de er på arbejde fra og med juli 2021.

"Vi ved jo alle, at det er skadeligt at ryge. Hvis vi skal sørge for, at der kommer en generation efter os, som ikke ryger, skal vi i allerhøjeste grad gå forrest på arbejdspladserne," lyder det fra viceborgmester i Langeland Kommune og formand for Sundhedsudvalget, Lisa Pihl Jensen (S), til Fyens Stiftstidende.

Det er ikke alle på Langeland, som er overbevist om, at det er en god idé at lade tobakken ligge i arbejdstiden.

"Det er noget underligt noget at blande sig i. Man må veje over 100 kilo og spise, hvad man vil til frokost, men man må ikke ryge en smøg i pausen," lyder det fra Mike Bo Hansen, som er ryger og renovationsmedarbejder ved Rudkøbing Genbrugsplads, til Fyens Stiftstidende.

Læs også:
Borgmester vil gøre strande i København fri for røg

I Region Nordjylland har man indført røgfri arbejdstid. Ifølge Magisterbladet blev det accepteret af medarbejder-repræsentanterne. Men medlem af regionsrådet for Venstre Martin Bech, mener , at regionen overskrider sine beføjelser over for sine ansatte.

“Jeg mener, vi blander os i mere som arbejdsgiver, end vi har ret til. Jeg er ikke i tvivl om de gode intentioner, men jeg mener, der er en grænse for, hvor meget vi kan tillade os at gribe ind i den personlige frihed,” siger Martin Bech til Magisterbladet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32

Emner: Arbejdsmiljø, Gentofte Kommune, Langeland Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]