
Niels Viggo Lynghøj (S), borgmester i Struer Kommune, har sammen med det øvrige byråd besluttet at opretholde rengøringsstandarden fra coronakrisen. (Arkiv) - Foto: Socialdemokratiet
Udvidet coronarengøring gøres permanent
Struer Kommune har i sit budgetforlig for 2021 prioriteret en permanent forhøjelse af rengøringsstandarden på skoler, dagtilbud og plejehjem. Andre kommuner vil til dels opretholde corona-rengørings-standard.
Udgivet: 06/10/2020
Der bliver fire millioner kroner mere til rengøringen på Struer Kommunes institutioner det kommende år.
I budgetaftalen for 2021 er politikerne blevet enige om at opprioritere rengøringsindsatsen, der blev sat i gang under coronapandemiens indtog i Danmark i foråret.
Borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) skriver i en pressemeddelelse fra Struer Kommune:
”Der har været flere positive oplevelser af den forhøjede rengøringsstandard i vores institutioner, der blev indført under coronasmittens indtog. Det tager byrådet nu konsekvensen af og øger med denne budgetaftale de samlede midler til rengøring med fire mio. kr. i 2021 med særlig vægt på dagpasningsområdet, skoler og ældreområdet,” siger Niels Viggo Lynghøj.
Han fremhæver samtidig, at den øgede rengøringsindsats har kastet en anden positiv sideeffekt af sig.
“Det har vist sig, at sygefraværet er reduceret i perioden med den øgede rengøringsstandard, og en del af den reduktion kan formentlig tilskrives den øgede hygiejne. Derfor forventer vi også, at dele af investeringen fra 2022 og frem kan finansieres ved reduceret fravær og deraf mindre udgifter til vikartimer,” siger Niels Viggo Lynghøj.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Emner: Daginstitution, Plejehjem, Skole, Struer Kommune












































