
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, kan notere sig, at arbejdsløsheden under coronakrisen er steget fra 5,0 procent i februar til 6,4 procent i juni. - Foto: Pool New/Reuters
69.000 flere ledige i Tyskland – økonomer havde frygtet flere
2,94 millioner er uden job i Tyskland, efter at 69.000 stillede sig i ledighedskøen i juni.
Udgivet: 01/07/2020
Antallet af arbejdsløse i Tyskland steg med 69.000 i juni, hvor arbejdsmarkedet fortsat var præget af coronaudbruddet.
Det viser tal fra det tyske beskæftigelsesagentur. Stigningen er betydelig lavere end de foregående to måneder. Der er i øjeblikket er 2,94 millioner arbejdsløse i Tyskland.
Blandt økonomer lyder vurderingen, at udviklingen er bedre end ventet. Ifølge nyhedsbureauet Reuters var der forventet en stigning på 120.000 i ledigheden.
– Arbejdsmarkedet er fortsat under pres på grund af coronapandemien, siger Detlef Scheele, der er chef for agenturet, i en meddelelse.
Han tilføjer, at hjælpepakker fra den tyske stat har holdt arbejdsløsheden nede.
Tyskland er den største økonomi i Europa. Sidste år var landet Danmarks næststørste handelspartner efter USA.
Hos Dansk Erhverv ser cheføkonom Tore Stramer et lille lys i, at færre blev ledige i juni end i starten af coronaudbruddet. For eksempel voksede køen af arbejdsløse i Tyskland med 373.000 i april.
– Men en stigning i ledigheden på 69.000 personer er fortsat faretruende højt i en historisk kontekst.
– Dertil skal man huske på, at mange tyske virksomheder har haft mulighed for at sende deres medarbejdere på deltid og en form for lønkompensation.
– Det er derfor også endnu for tidligt at ånde lettet op på tysk økonomis vegne, siger han i en skriftlig kommentar.
Han betegner samtidig de mange arbejdsløse som en dårlig nyhed for dansk økonomi, da omkring 100.000 job i Danmark er bundet op på eksport til virksomheder i Tyskland.
– Der er derfor mange danskere, der kan miste deres arbejde som en direkte konsekvens af den betydelige økonomiske nedgang, vi ser i Tyskland i øjeblikket, siger Tore Stramer.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30












































