Randers Kommune glemte at lykønske 100-årig fødselar inden pinse. Nu rådes der bod. (Arkiv)

Randers Kommune glemte at lykønske 100-årig fødselar inden pinse. Nu rådes der bod. (Arkiv) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

‘Borgmesteren glemte mormors 100 års fødselsdag’

Ikke en eneste hilsen, en buket eller bare et brev til 100-årig i Randers. Kommunen kalder det en ‘megatræls’ brøler og vil hurtigst muligt rette op på fadæsen.

Udgivet: 02/06/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

“Det er for dårligt, når selv dronningen kan sende et brev, hvorfor kan kommunen så ikke markere min mormors store, flotte dag?”

Sådan lyder de skuffende ord i Randers Amtsavis fra Morten Kristoffersen, der selv bor i Helsingør.

Hans mormor, Thora Madsen, som er bosiddende i Harridslev i Randers Kommune, fyldte lige inden pinse 100 år, og det blev fejret med gæster, der blev lukket ind i coronaregulerede grupper; ligesom der var buket fra plejecentret og brev fra dronningen.

“Men der var intet fra Randers Kommune. Hverken besøg af borgmesteren, et brev eller en buket," lyder det fra barnebarnet.

Han kalder det fedterøvspolitik og forstår ikke, at kommunen ikke vil fejre en borgers 100 års fødselsdag.

“Jeg kan jo se, at borgmesteren afsætter tid til møde med en fremtidsforsker. Måske skulle han beskæftige sig lidt med fortiden og hylde den i stedet for,” lyder det fra Morten Kristoffersen.

Får en opringning i dag

Randers Kommune lægger sig fladt ned. Det er en eklatant fejl, at Thora Madsen ikke fik en hilsen på fødselsdagen, siger kommunikationschef Karen Balling Radmer.

"Vi plejer at få lister over de borgere, der fylder 100 år, og så ringer vi til dem og hører, hvordan de kunne tænke sig at blive fejret. Om de vil have besøg af borgmesteren eller en udvalgsformand? Om de vil have en buket eller vin. Her er det glippet, og det er megatræls,” siger Karen Balling Radmer, der tilføjer at borgmesteren altså er helt uforskyldt i sagen, da han intet vidste om fødselsdagen.

Randers Kommune vil rette op på fejlen, og i dag vil forvaltningen kontakte Thora for at høre, hvornår det passer hende, at kommunen kigger forbi og det godt igen.

“Og vi er parat til at gøre lidt ekstra ud af det, når nu vi kom for sent til fejringen af den store dag,” lyder det fra kommunikationschefen.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:29

Emner: Ældrepleje, Randers Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]