Nye medarbejdere i Gældsstyrelsen skal hjælpe staten med at hente borgernes gæld til det offetlige hjem. (Arkiv)

Nye medarbejdere i Gældsstyrelsen skal hjælpe staten med at hente borgernes gæld til det offetlige hjem. (Arkiv) - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

To kommuner får flere statslige arbejdspladser

Gældsstyrelsen ansætter i øjeblikket 60 nye medarbejdere i både Middelfart og Thisted, der skal sørge for at inddrive borgernes gæld til det offentlige.

Udgivet: 25/05/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Der sættes nu ekstra kræfter ind på inddrivelsen af danskernes gæld til det offentlige.

I hvert fald ansætter Gældsstyrelsen i øjeblikket nye medarbejdere på driftscentrene i både Middelfart og Thisted. Det skriver Fyens Stiftstidende og Nordjyske. Der skal ansættes 30 nye medarbejdere på hvert af de to centre.

Styrelsen søger blandt andet kontoruddannede, jurister og finansøkonomer til fogedopgaver, inddrivelsesopgaver og til at tage sig af kontakten med advokater og skifteretter.

Underdirektør ved Gældsstyrelsen Ulrik Pedersen forklarer:

“Vi står med en rigtig stor og vigtig samfundsmæssig opgave med at skulle inddrive al gælden til det offentlige. Og det er simpelthen baggrunden for, at vi er nødt til at styrke inddrivelsen, og det er ikke bare på en enkelt opgave, men på en bred vifte af opgaver, vi skal det,” siger han.

Den offentlige gældsinddrivelse har de senere år været ramt af en række skandalesager. Det tidligere inddrivelsessystem, der blev lukket ned i 2015, havde så store fejl, at staten ikke kunne inddrive gæld for 116 milliarder kroner.

“Der er stor fokus fra omverdenen på gældsinddrivelsen i de her år. Heldigvis er vi begyndt at vise nogle gode resultater, hvor vi år for år inddriver flere penge. Derfor er der mulighed for at blive en del af en arbejdsplads med stor fremdrift,” siger Ulrik Pedersen.

Fagligt stærke og med empati

Deadline på ansøgninger er i begyndelsen af juni. Kandidaterne vil blive vurderet ud fra faglighed, men også ud fra deres person.

“Det er vigtigt, at det er folk med de rigtige menneskelige egenskaber, når man skal bedrive en inddrivelsesopgave. Man skal selvfølgelig være konsekvent, men man skal også have empati, for man møder typisk skyldnere, der står i en svær situation,” siger Ulrik Pedersen til Fyens Stiftstidende.

I øjeblikket er antallet af medarbejdere 300 i Middelfart og 160 i Thisted. Thisted Kommunes borgmester, Ulla Vestergaard (S), er glad for de nye arbejdspladser

“I forbindelse med tidligere opnormeringer af antallet af beskæftigede i Thisted har kommunen været behjælpelig. Blandt andet med at finde den nødvendige kontorplads. Jeg håber det er med til at vise, at Thisted Kommune er en god samarbejdspartner - også på det område. Og bliver det nødvendigt med hjælp fra kommunen i forbindelse med denne ansættelsesrunde, så er vi klar igen,” siger Ulla Vestergaard til Nordjyske.

Fakta om Gældsstyrelsen

  • Gældstyrelsen består af ca. 1.450 medarbejdere fordelt på fem driftscentre og to stabsafdelinger.
  • De fem driftscentre har kontorer i Ringkøbing, Tønder, Grenå, Thisted, Randers, Roskilde og Middelfart.
  • Gældsstyrelsen hentede sidste år 8,7 milliarder kroner tilbage til statskassen.

Kilde: Gældsstyrelsen og Nordjyske.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28

Emner: Demografi, Infrastruktur, Myndighed, Skat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]