I går tikkede en besked ind om, at en forælder havde fået corona. En mild version. Vi vidste, det kom. Det var faktisk hele ideen med genåbningen. Der gik så mange tanker gennem mit hoved.

Hvad nu hvis det havde været et barn på skolen, eller er det næste gang? Eller et personale? Eller mig?

I dag fik vi ord på, at vi har været duksene i klassen i forhold til rengøring og afspritning, og vi ved nu, hvordan vi stadig kan sikre børnene og samtidig løsne en lille smule. En af mine ledere har nærmest haft sin private hotline til Sundhedsstyrelsen, og mit første rigtige job var lærer på et sygehus med vores egen hygiejnesygeplejerske. Så jo, der er styr på det.

Og selvfølgelig vil vi også opleve corona hos os, men jeg var ikke forberedt på det mentalt. Pludselig kørte regler om GDPR og actioncards rundt i hovedet på mig, indtil jeg genfandt det nære og fik talt med familien.

Den forventede del af genåbningen

Alle i risikogruppe er hjemme, børn med somatiske sårbarheder er hjemme, alle forskrifter er overholdt, så det burde stoppe der. Men en anden bliver syg på et tidspunkt. Og en tredje. Og det er en forventet del af den kontrolleret genåbning.

Jeg kan også blive syg. Men jeg bliver jo ikke rigtig syg, så jeg kan godt gå på arbejde normalt, selvom jeg er sløj. Som alle andre ledere betragter jeg jo mig selv som uundværlig.

Men skulle det ske, så skal jeg blive hjemme, fordi jeg smitter.

Jeg behøver ikke engang være feberramt eller sengeliggende, det kan være, jeg bare har mistet min lugtesans, og så skal jeg holde mig væk. Fra min skole.

Så nej, jeg kan ikke blive syg. Men hellere mig end et barn eller en medarbejder. Det er en svær realitet at forlige sig med.