I starten af påsken, da vi gik i gang med at planlægge genåbningen, erkendte jeg, at jeg havde glemt at tage min lederkasket på, og i stedet efterspurgte jeg fortolkninger af vejledninger, så jeg kunne administrere disse.

Jeg fandt heldigvis min lederkasket igen samtidig med, at jeg mødte personalet inden vores genåbning.

Det gjorde jeg helt sikkert fordi, jeg er bedst i relationer og bliver forstyrret af andres syn på verden.

Jeg har opdaget, at når jeg har spurgt 'opad' om, hvordan jeg skal forstå en given anbefaling, så har jeg indimellem fået svar, som jeg ikke er enig i.

Jeg har tænkt, at det også er fordi, de ikke forstår min virkelighed, men hvem forstår denne virkelighed?

At styre sit eget tog og ikke køre af sporet

Jeg tænkte i starten. Vi sidder alle i det samme tog, og vi håber alle, at vi får lagt skinnerne inden toget kører af sporet.

Det har taget lidt tid for mig at genopdage, at det selvfølgelig er mig selv, der skal styre det tog, Tumlehuset er i, og det er mit ansvar at sørge for, at toget ikke kører af sporet, inden skinnerne er lagt.

Jeg kender den kontekst fortolkninger skal bruges i bedre end min chef og Sundhedsstyrelsen.

Jeg kender institutionen, forældregruppe og personalegruppe, og derfor er jeg også den bedste – i samarbejde med personale og forældre – til at træffe beslutninger for, hvordan vi løser de udfordringer, der er foran os.

I sidste uge besluttede jeg, at når Sundhedsstyrelsen eller andre har sendt en ny anbefaling ud, så sender jeg en mail til min chef, hvor jeg orienterer om, hvad jeg gør i den givne situation.

Jeg har en forventning om, at hvis hun synes, jeg er helt på månen, så vil hun reagere – det har hun ikke gjort endnu ...