Illustration af 'Friheden', Nykøbing Falster.

Illustration af 'Friheden', Nykøbing Falster. - Foto: Keingart

Lokale mødesteder får økonomisk støtte

Nykøbing Falster og tre andre byer får nu støtte til at skabe nye mødesteder, der skal skabe større sammenhængskraft og social balance på tværs af boligkvarter, økonomi og social baggrund.

Udgivet: 04/03/2020

Lene Vind

Journalist

Del artiklen:

Aalborg, Nykøbing Falster samt Nørrebro og Folehaven i København er de steder, som nu får penge til at realisere fysiske mødesteder i udvalgte, almene boligområder. Det er Lokale og Anlægsfonden og Realdania, som står bag puljen 'Fælles Rum' til mødestederne og tilsammen får de fire mødesteder 25 mio. kroner.

De nye mødesteder forventes at tiltrække børn og unge på tværs af byens boligområder, og de giver mulighed for at mødes på tværs – spontant og i forbindelse med planlagte aktiviteter.

Et grønt mødested

I boligområdet Lindholm i Nykøbing Falster skal 'Friheden' skabe et grønt og naturinspireret mødested på kanten af kvarteret med plads til både fysiske og mere afslappende aktiviteter udendørs.

Hovedaktiviteterne bliver et miks af petanque, krolf, fodbold, boksning, crossfit og løb. Derudover bliver der også plads til slentreture og afslapning blandt andet med mulighed for at grille og lufte hunden.

Projektet er udviklet i samarbejde med Nykøbing F. Boligselskab, Guldborgsund Kommune, Center for teknik og miljø, og den samlede økonomi er 10 mio. kroner, hvor den bevilligede støtte er på 5 mio. kroner.

Centralt placeret arena

I boligkvarteret Kildeparken i Aalborg Øst skal et stort, grønt areal indrettes til en arena med masser af mulighed for fysisk aktivitet og leg for børn og unge. Arenaen skal være åben for aktivitet hele året rundt.

Arenaen kommer til at ligge centralt i boligområdet – som nabo til Kulturinstitutionen Trekanten og Fritidscentret Byggeren og tæt på Astrupstien, en cykel- og gangsti, som er en central forbindelsesåre i Kildeparken.

Projektet er udviklet af Himmerland Boligforening, Aalborg Kommune, Sundheds- og Kulturforvaltningen, og den samlede projektøkonomi er på 27 mio. kroner, hvoraf støtte fra Lokale og Anlægsfonden og Realdania er 7 mio. kroner.

Fodboldbaner og haverum

I København bliver der bygget små, nye fodboldbaner, så børn og unge fra og uden for boligområderne på Nørrebro kan spille og træne sammen.

Projektparterne er Boligselskabet AKB, København og fodboldklubben Nørrebro United. Projektnavn: Nørrebro samles på banen. Samlet projektøkonomi er på 11 mio. kroner, hvoraf støtten er 5,5 mio. kroner.

I Folehavekvarteret i Valby udenfor Købehavn bliver 'Haven' genoplivet som et grønt mødested i områdets centrale, offentlige byrum. Haverne indrettes med forskellige stemninger og en række forskellige ”rum” til ophold, aktiviteter og læringsmiljøer, der er tiltænkt skoleelever.

Bag projektet står Boligforeningen 3B, områdefornyelsen Folehavekvarteret, Byens Fysik og Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen. Den samlede projektøkonomi er på 13,9 mio. kroner og støtten er heraf 7 mio. kroner.

De fire projekter går på tværs af fysiske og sociale indsatser og de skal fremme og bidrage til uddannelse, beskæftigelse samt deltagelse i fritidsaktiviteter i områderne.

Læs mere om indsatsen 'Fælles rum' her.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]