Rasmus Paludans parti, Stram Kurs, mistænkes for at fuske med indsamlingen af vælgererklæringer. Derfor indstiller Social- og Indenrigsministeriet nu Valgnævnet til at sætte indsamlingen på pause.

Rasmus Paludans parti, Stram Kurs, mistænkes for at fuske med indsamlingen af vælgererklæringer. Derfor indstiller Social- og Indenrigsministeriet nu Valgnævnet til at sætte indsamlingen på pause. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Stram Kurs skal stå skoleret for fusk med vælgererklæringer

Minister vil stoppe partiets indsamling af vælgererklæringer, fordi mange e-mails er oplistet mere end én gang.

Udgivet: 10/12/2019

Del artiklen:

Social- og Indenrigsministeriet griber ind over for Stram Kurs' indsamling af vælgererklæringer efter begrundet mistanke om regelbrud.

Det oplyser ministeriet.

Dermed tager ministeriet for første gang en ny lov i brug, der blev vedtaget kort efter valget. Den har til formål at stoppe omgåelse af reglerne omkring indsamling af vælgererklæringer.

- Ved det seneste valg omgik flere partier åbenlyst reglerne om vælgererklæringer, men det var dengang ikke muligt at gribe ind.

- Vi har arbejdet målrettet på at lukke smuthullerne i systemet, og nu bruger vi så for første gang de nye redskaber, som hele Folketinget står bag, skriver social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i en pressemeddelelse.

Indsamling skal sættes på pause

Ifølge loven skal Valgnævnet beslutte, om Stram Kurs' indsamling af vælgererklæringer skal sættes på pause, mens Valgnævnet kigger på sagen. Ministeriet har indstillet til Valgnævnet, at de gør netop det.

Social- og Indenrigsministeriet mener, at Stram Kurs, der er ledet af Rasmus Paludan, bryder reglerne på to måder.

Den første er, at Stram Kurs har brugt e-mailadresser, der er indsamlet til at blive opstillet til Folketingsvalget i 2019 til at søge opstilling til valget til EU-Parlamentet i 2024.

Men de vælgere, der har givet deres e-mailadresse, har kun givet bemyndigelse til at støtte en opstilling til Folketingsvalg.

Det andet forhold er, at Stram Kurs har skrevet en række e-mailadresser ind i valgsystemet flere gange. Faktisk er mere end 9.000 af de omkring 40.000 e-mailadresser, partier har skrevet ind, skrevet ind mere end en gang.

- Mere end 700 af dem er skrevet ind mindst fem gange. En enkelt hele 56 gange til både folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg, skriver ministeriet.

Det gør det muligt for partiet bryde reglen om, at en underskriver skal have syv dages betænkningstid, da link til afgivelse af vælgererklæringer kan sende det til andre.

Spillereglerne skal tages alvorligt

- Vi skal tage vores demokrati og spillereglerne for valg meget alvorligt. Vi kan ikke have, at partier skyder genvej til stemmesedlen.

- Jeg ser nu frem til Valgnævnets arbejde og afgørelse, så sagen kan blive undersøgt til bunds og vurderet i forhold til loven, skriver Astrid Krag.

Onsdag vil Valgnævnet med højesteretsdommer Jens Peter Christensen i spidsen tage stilling til, om partiets indsamling af vælgererklæringer skal sættes på pause.

Efterfølgende skal Valgnævnet tage stilling til, om partiet helt skal udelukkes fra at indsamle vælgererklæringer.

FAKTA: Sådan har Stram Kurs gjort det

  • For det første har Stram Kurs skrevet en række e-mailadresser ind i systemet for vælgererklæringer, som ministeriet har begrundet mistanke om, at partiet ikke har samtykke til at bruge.
  • Partiet har blandt andet brugt e-mailadresser fra partiets indsamling af vælgererklæringer til folketingsvalget 2019 til partiets nuværende indsamling af vælgererklæringer til valget til EU-Parlamentet 2024.
  • Det har vælgerne ikke givet samtykke til, fordi partiet dengang ikke indsamlede vælgererklæringer til parlamentsvalget.
  • På partiets hjemmeside oplyses det kun, at partiet indsamler vælgererklæringer til folketingsvalg. Vælgerne giver altså tilsyneladende heller ikke samtykke vedrørende parlamentsvalg, hvis de giver partiet deres e-mailadresse nu.
  • For det andet har Stram Kurs skrevet en række e-mailadresser ind i systemet for vælgererklæringer flere gange. Mere end 9.000 af de cirka 40.000 e-mailadresser er skrevet ind mere end én gang.
  • Mere end 700 af dem er skrevet ind mindst fem gange. En enkelt hele 56 gange til både folketingsvalg og parlamentsvalg. Dermed gør partiet det muligt for andre personer at omgå reglen om eftertænksomhedsperioden på syv dage.
  • Det sker, hvis en person videresender e-mails med link til at afgive vælgererklæring til andre, der dermed ikke behøver at vente syv dage.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet.

jornns /ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24

Emner: Digitalisering, Jura, Myndighed, Styring

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]