
Når folk på Bornholm, det sydlige Falster og store dele af Lolland tænder for DAB-radioen 1. april 2020, bliver det ikke muligt at lytte til radio Louds programmer. - Foto: Henrik Gantzel
Bornholm og Lolland-Falster får ikke glæde af ny radiokanal
Danmark får en ny radiokanal næste år, men det bliver ikke hele landet, der kan lytte med. Udgifterne er alt for høje, vurderer kanalens distributør.
Udgivet: 24/10/2019
Det bliver en helt ny spiller på radioscenen, der de næste fire år skal sende fra en kommende statsstøttet DAB-kanal.
Ungdomsstationen radio Loud har vundet udbuddet om den nye DAB-kanal. Loud er en kreds bestående af ni lokalradiostationer, Roskilde Festival, Nationalmuseet, teatret Mungo Park og Danske Studerendes Fællesråd.
Men Bornholm og dele af Lolland-Falster får ikke glæde af radio Louds DAB-signal. I alt ti procent af de danske husstande - eller omkring 50.000 mennesker - kommer ikke til at kunne høre kanalen gennem deres DAB-radio.
Det fortæller Martin Løbel, administrerende direktør i Cibicom, som skal distribuere radio Louds DAB-signal.
- Som jeg ved det, er der ikke dækning på Bornholm, den sydlige del af Falster og en stor del af Lolland, siger Martin Løbel.
Signalet vil formentlig heller ikke kunne nå små øer som Anholt og Læsø, fortæller han.
Radio24syv ville godt kunne nå alle
Det er ifølge Cibicoms direktør steder, som Radio24syv gennem DR's DAB-signal ellers ville kunne sende til.
DR's pris er dog en del dyrere end det, som radio Loud årligt skal betale til Cibicom for at sende DAB-signalet.
- Nu kender jeg ikke priserne i detaljer. Men jeg har en formodning om, at det er to til tre gange dyrere end os, siger Martin Løbel.
Radio Loud skal betale omkring 1,2 millioner kroner årligt for at sende på DAB. Det løber op i omkring 5 millioner kroner på de fire år, kanalen indtil videre har fået lov til at sende.
Det er et spørgsmål om økonomi
Spørgsmålet om økonomi var det springende punkt, da Radio- og tv-nævnet tirsdag vurderede, at radio Loud og ikke Radio24syv får den nye DAB-kanal.
Det ene kriterie var størrelsen af det samlede tilskud, hvor der maksimalt kunne søges om 280 millioner kroner.
Udbuddet er skruet sådan sammen, at ansøgeren med det højeste bud får den dårligste karakter.
Direktøren i Cibicom fortæller, at Loud har vist interesse for at udvide dækningen, men at det er et spørgsmål om, hvad det kommer til at koste.
- Der har været interesse for det. Vi skal have fastlagt omkostningerne i detaljer frem mod sendingen, der går i gang 1. april 2020, siger Martin Løbel.
Det har ikke vært muligt at få en kommentar fra direktøren for Loud, Ann Lykke Davidsen.
Ambitionen er at nå Bornholm
Til Bornholms Tidende har Ole Mølgaard, der er konsulent hos både Radio Loud og Cibicom, fortalt, at radiokanalen har ambitioner om at nå Bornholm.
- Selvfølgelig skal vi også have dækning på Bornholm. Det er en public service-kanal, og vi vil i sagens natur nå så bredt ud som muligt, siger Ole Mølgaard.
Med Cibicom vil radio Loud distribuere DAB-signalet til omkring 82 procent af Danmark geografisk set og 90 procent af den danske befolkning.
jornns /ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24
Emner: Afgørelser, Civilsamfund, Demografi, Digitalisering, Infrastruktur, Udbud







































