I et år har Skovgårdsvej ved Aaskov i Vejen Kommune været spærret.

I et år har Skovgårdsvej ved Aaskov i Vejen Kommune været spærret. - Foto: Google Maps

Sand og halmballer fjernet: Omstridt vej er snart åben igen

Vej ved Aaskov i Vejen Kommune kan snart benyttes igen, efter at landmand har fået fjernet halmballer og sand.

Udgivet: 24/10/2019

Del artiklen:

Trafikanter kan inden længe igen benytte Skovgårdsvej ved Aaskov i Vejen Kommune.

Landmand Martin Lund Madsen oplyser torsdag morgen til TV Syd, at han har fået fjernet afspærringer i form af halmballer og sand i nattens løb.

Ifølge tv-stationen står kommunens afspærringer dog endnu.

Landmanden meddelte onsdag, at han stopper sin årelange vejstrid med Vejen Kommune.

Læs også:
Storbonde om vejspærring: Jeg tager én for holdet

Det skete efter Vejdirektoratets afgørelse samme dag. Her blev det slået fast, at Vejen Kommunes ekspropriation af dele af Martin Lund Madsens marker til anlæg af en offentlig vej er i orden.

Vejen Kommune skal torsdag formiddag besigtige vejen. Det skal sikres, at vejen er sikker for trafikanterne.

- Der er en række formelle ting, der nu skal gøres. Politiet skal også ind over, inden vi kan åbne vejen for trafik.

- Vi håber, at det kan ske meget hurtigt. Men der kan gå nogle dage, siger Vejens borgmester, Egon Fræhr (V), til TV Syd.

Skovgårdsvej har været lukket i et års tid

For et år siden blev det afgjort i Højesteret, at ekspropriationen af landmandens jord var ulovlig. Men det var på et andet grundlag.

Banedanmark og Vejen Kommune foretog i første omgang ekspropriationen efter loven om elektrificering af jernbanenettet, fordi vejen fører hen over en jernbanebro.

Men efter dommen i Højesteret valgte Vejen Kommune i stedet at ekspropriere vejen efter en paragraf i vejloven.

- Den enkelte borger er chanceløs, når det offentlige system er modstanderen, sagde Martin Lund Madsen onsdag i en kommentar til Vejdirektoratets afgørelse.

- Som borger i et retssamfund forventer man, at myndighederne følger Højesterets afgørelse.

- Men i Danmark kan myndighederne åbenbart vælge at gennemføre det samme indgreb en gang til blot med henvisning til en anden paragraf og så gennemtrumfe det over for borgeren.

Storbonden har det seneste år spærret den 1,4 kilometer lange Skovgårdsvej med sandsække og halmballer.

- Jeg håber, at min kamp ved domstolene og forskellige ankeinstanser har åbnet politikernes øjne for, at noget er helt galt i Danmark, når det gælder borgernes rettigheder i forhold til det offentlige, sagde Martin Lund Madsen.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24

Emner: Afgørelser, Civilsamfund, Infrastruktur

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]