Mange kommuner fravælger ledige pædagogiske assistenter

Minimumsnormeringer kræver flere pædagogiske assistenter, men kommuner kritiseres for ikke at ansætte dem. SF er klar til at pålægge kommunerne ansættelserne.

Udgivet: 02/10/2019

Del artiklen:

En stribe kommuner fravælger at ansætte ledige pædagogiske assistenter og ansætter i stedet flere ufaglærte.

Og det kan blive et problem for regeringens valgløfte om minimumsnormeringer i danske daginstitutioner, skriver Politiken.

Ifølge regeringen og støttepartiet SF er de pædagogiske assistenter en af nøglerne til, hvordan minimumsnormeringer i landets dagtilbud i 2025 kan nås.

Der er nemlig ikke nok uddannede pædagoger til at nå målet.

Læs også: Valgløfte om minimumsnormeringer kan kun nås med ufaglærte

Uddannelsen som pædagogisk assistent er en erhvervsuddannelse, der tager godt tre år og veksler mellem skole og praktik.

I dag er otte procent af personalet i dagtilbuddene pædagogiske assistenter, skriver Politiken.

FOA: Kommunerne skal komme ud af røret

Kommunernes tilbageholdenhed med at ansætte de pædagogiske assistenter vækker bekymring hos fagforbundet FOA.

- Det er et problem, at man ikke får ansat de pædagogiske assistenter, som er ledige. Virkeligheden viser tydeligt, at det er det, vi skal, siger forbundsformand Mona Striib til avisen.

- Derfor skal man komme ud af røret og få ansat de pædagogiske assistenter, der rent faktisk er uddannet.

Hun bakkes op af SF's børneordfører, Jacob Mark.

Han tilføjer, at han har en oplevelse af, at dagtilbuddene har et oprigtigt ønske om at ansætte assistenterne, men at det er kommunerne, der tøver.

- I hvert fald en stor del af kommunerne. De vil hellere betale lidt mindre for at tage medhjælpere eller betale lidt mere og så tage pædagoger, siger han til Politiken og tilføjer, at man kan pålægge kommunerne at ansætte de pædagogiske assistenter.

KL: Det er op til de enkelte kommuner at sammensætte personale

Gennemsnitsmånedslønnen for en pædagogisk assistent på fuldtid er ifølge FOA 30.695 kroner, mens pædagogmedhjælpere i snit tjener 26.714 kroner og pædagoger 34.864 kroner.

Formand for Kommunernes Landsforenings løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler (K), skriver i en skriftlig kommentar til Politiken, at de pædagogiske assistenter "selvfølgelig er en del af løsningen" i forhold til normeringer i dagtilbud.

- Når der er høj ledighed blandt de pædagogiske assistenter i dag, skyldes det, at vi har uddannet flere, end institutionerne har efterspurgt. Det er op til kommuner og institutioner at sammensætte personale. Det blander KL sig ikke i.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Daginstitution, Myndighed, Styring, Uddannelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]