Region Syddanmark vil teste gamle hippier for leversygdom

Mange går uvidende rundt med hepatitis C, og nu skal særlig målgruppe testes og modtage en ny, effektiv behandling mod den livstruende sygdom.

Udgivet: 02/10/2019

Del artiklen:

I år blev en meget effektiv tabletbehandling af hepatitis C gjort fri i Danmark, og hos Region Syddanmark eftersøger man nu især mennesker, der for år tilbage har haft en mere farverig ungdom end de fleste.

Det skriver DR P4 Fyn.

- Vi skal ud og finde de gamle hippier. Lidt mere firkantet kan man sige, at hvis man er født mellem 1960 og 1980, og man har haft en ungdom med lidt flere farver end de fleste, har haft kontakt til stofmiljøet eller har fået lavet private tatoveringer, så er man i den målgruppe, vi gerne vil have testet, siger Peer Brehm Christensen, der er overlæge og professor i infektionsmedicin på Odense Universitetshospital.

Hvis man tænker tilbage på episoder, hvor man kan have været i kontakt med andres blod, bør man derfor blive undersøgt. Peer Brehm Christensen vurderer, at 15.000 danskere har sygdommen, men at kun to tredjedele ved det.

- De kan dø af den sygdom, de måske har, og vi kan helbrede dem, siger han.

Det kunne man ikke indtil for få år siden, og derfor skal folk, der har fået konstateret sygdommen for flere år siden, også kontakte lægen igen for at få den nye effektive behandling. Den består af en næsten bivirkningsfri tabletkur, der tager to til tre måneder at gennemgå.

Susans livskvalitet er blevet forværret

Hvis man ikke ikke får behandlingen, kan man ende som 62-årige Susan Christensen, der lever med store gener af sin sygdom. Hun blev formentlig smittet i sin tid som kortvarig stofmisbruger for 40 år siden.

- Jeg har brug for hjælp til rengøring, jeg får hjælp til indkøb, fordi min lever er så skadet, og jeg har fået andre bivirkningsskader. Det har simpelthen taget mit kvalitetsliv, fortæller hun.

- Hvis jeg var blevet fundet og havde fået den behandling, man kan få nu, havde jeg stadig været pædagog, og jeg havde stadig levet et helt almindeligt liv, siger Susan Christensen til DR P4 Fyn.

Overlæge Per Brehm Christensen håber på, at indsatsen mod hepatitis C kan blive landsdækkende.

- Det forventer vi, at Sundhedsstyrelsen tager initiativ til, så der bliver sat en national handlingsplan i gang, siger han.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23

Emner: Forebyggelse, Velfærd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]