
TV2/Lorry har i en række indslag beskrevet konsekvenserne af besparelser på handicapområdet i København, og i den forbindelse udtalte social- og indenrigsminister Astrid Kragh, at kommunerne havde behov for flere penge. - Foto: Fra TV 2 / Lorry
Handicapbesparelser i København i fokus ved økonomiforhandling
En besparelse på handicapområdet i København på 5,8 millioner er blevet et centralt punkt i kommunernes krav om flere penge i økonomiforhandlingerne, efter minister udtrykker forståelse for protester fra handicappede. Nu kræver overborgmesteren flere penge fra ministeren.
Udgivet: 30/08/2019
En procentuel meget lille besparelse på handicapområdet i Københavns Kommune er pludseligt blevet central i kommunernes krav om flere penge til handicapområdet ved de årlige økonomiforhandlinger, som netop nu kører i Finansministeriet.
Årsagen er, at social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) på den ene side kræver at kommunerne bruger pengene mere effektivt og samtidig reelt har undsagt en besparelse på 5,8 millioner kroner – svarende til 580.000 kr. i en gennemsnitskommune – som Københavns Kommune har gennemført i et forsøg på at bremse den kraftige udgiftsvækst på området.
Så sent som i sidste uge skrev ministeren i et svar til Folketinget om handicapbesparelserne i København:
“Det berører mig dybt at se borgere, som oplever, at de ikke får tilstrækkeligt med hjælp og støtte, og som er bekymrede for fremtiden. Jeg kan også sagtens leve mig ind i, at det kan være svært at forstå, hvorfor den støtte, som man som borger hidtil har fået, pludselig skal ændres.”
Ministeren skriver i sit svar ikke noget om regeringens krav om, at kommunerne overholder serviceloftet, og at udgifterne på området stiger kraftigt, men forholder sig alene til om besparelsen er lovlig.
Sagen har vakt frustration blandt kommunerne, som føler sig fanget i et krydsfelt mellem en regering, der på den ene side undsiger kommunerne, når de gennemfører tiltag for at overholde budgetterne, og på den anden side ikke er klar til at give de ekstra penge, som ifølge kommunerne er nødvendige for at undgå besparelserne.
I 2020 kræver KL ifølge NB-Økonomis oplysninger cirka 700 millioner kroner på voksen og ældreområdet.
Frank Jensen kræver flere penge
Den frustration er angiveligt baggrunden for, at Københavns overborgmester Frank Jensen (S) er gået i pressen med et krav om, at kommunen skal have flere penge fra staten, hvis kommunen skal fjerne alle besparelserne på socialområdet, som i alt beløber sig til 84 millioner kroner.
Besparelsen skal ses i sammenhæng med, at borgerrepræsentationen ifølge overborgmesteren gav socialområdet 90 millioner kroner ekstra i 2019-budgettet svarende til 30 procent af det beløb, som kommunen havde til rådighed.
“Vi vil forsøge at få dem fjernet. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at Københavns Kommune er presset økonomisk på socialområdet. Det er alle kommuner i øjeblikket,” siger Frank Jensen til TV2/Lorry.
Læs hele artiklen på NB-Økonomi
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22
Temaer: Kommuneøkonomi











































