
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil fokusere på ressourceforløb, når han skal rette op på førtidspensions- og fleksjobreformen, som statsminister Mette Frederiksen (S) stod bag i sin tid som beskæftigelsesminister i 2012. - Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Beskæftigelsesminister: For mange kommer i klemme
Ressourceforløbene skal kigges nøje efter, når beskæftigelsesministeren starter sit kritiske eftersyn af førtidspensions- og fleksjobreformen. For mange mennesker er kommet i klemme, sagde ministeren til sit første samråd i Folketinget.
Udgivet: 30/08/2019
Ressourceforløbene skal bevares, men der skal laves om på en del, kunne man forstå på beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der til samråde i Folketinget havde statistik med på både det, der virker, og det der ikke virker i de udskældte forløb.
Det er især fleksjobbene, der ifølge ministeren er den store succes. Beskæftigelsesministeriet havde til brug for samrådet opgjort det aktuelle antal til 81.000 i fleksjob, hvoraf 34.000 personer har under ti timer om ugen.
NB-Beskæftigelse kunne tirsdag fortælle, at der det sidste år har været en stigning på over 12 procent i nytildelinger af fleksjob.For mange venter for længe
Et af de store problemer i ressourceforløbene er, at der er ventetid på at komme igang. Beskæftigelsesministeren oplyste, at mens 80 procent indstilles til virksomhedspraktik, så er det kun 20 procent, der faktisk kommer i praktik i løbet af det første år i ressourceforløbet.
“Ressourceforløb må ikke være meningsløst eller udsigtsløst,” sagde Peter Hummelgaard på samrådet. “Man skal kunne komme værdigt ud af arbejdsmarkedet, og nåleøjet er nogle steder alt for lille.”
Retskrav fra 64 organisationer kommer med i forhandlingerne
Det var Alternativets Torsten Gejl, der havde indkaldt til samrådet. Han bad ministeren om at indkalde forligspartierne til forhandlinger med det samme, så der kan ske noget, men det afviste Peter Hummelgaard. Han vil først på tale med praktikerne i kommunerne, med borgere i systemet og med sammenslutningen VærdigReform, der foreslår retskrav til borgere i ressourceforløb.
Det er blandt andet faglige organisationer og handicaporganisationer, der er med i VærdigReform, og Peter Hummelgaard har allerede holdt flere møder med dem.
“Jeg kan ikke sige hvilke af forslagene, vi tager med, for det er alt for tidligt, men det er helt klart noget, der skal indgå i drøftelserne,” siger Peter Hummelgaard til NB-Beskæftigelse.
Peter Hummelgaard vil ikke afvise, at der kan komme retskrav ind i lovgivningen, som VærdigReform foreslår, men han vil ikke lægge sig fast på noget, før han har talt med praktikerne og med forligskredsen.
“Ellers går der for meget politik i det, der forhåbentlig kan blive nogle diskussioner og nogle aftaler om, hvordan vi får reformen til at arbejde bedre som det, der var hensigten.”
Læs hele artiklen på NB-Beskæftigelse
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22








































