Administrationen i kommunerne koster mange penge, siger finansministeren. Men uden tilstrækkeligt administrative medarbejdere kan andre faggrupper ikke betjene borgerne med deres kerneydelser, mener HK Kommunal.

Administrationen i kommunerne koster mange penge, siger finansministeren. Men uden tilstrækkeligt administrative medarbejdere kan andre faggrupper ikke betjene borgerne med deres kerneydelser, mener HK Kommunal. - Foto: Svend Åge Mortensen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

HK: Besparelser på administration går ud over kommunale kerneopgaver

Der kan ikke spares mere på administrationen i kommunerne, uden at det går ud over servicen til borgerne, mener KL, som bakkes op af HK Kommunal.

Udgivet: 22/08/2019

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

I de igangværende forhandlinger om næste års budgetter mellem regeringen på den ene side og KL og regionerne på den anden side er kommunernes udgifter i forhold til konsulentbistand og administration kommet under finansminister Nicolai Wammens lup.

Der skal nemlig spares på administration, mener finansministeren.

Socialdemokratiet har tidligere rejst et ønske om at spare tre milliarder kroner på konsulenter i stat, regioner og kommuner, hvor der årligt bruges 11 milliarder kroner.

Det vides dog ikke, om det er en del af årets forhandlinger med regionerne og kommunerne. Finansministeren nævner selv, at der skal spares på administration, men svarer ikke klart på, om det er konsulenter, der skal spares på.

– Man bruger rigtig mange penge på administration, og vi vil gerne have, at flere penge bruges i den borgernære service, og færre penge bruges på administration, siger Wammen.

NB-Økonomi har tidligere undersøgt de bagvedliggende tal, og det viser sig, at regeringspartiet fejlrepræsenterer fakta. Dels er tallet på de 11 milliarder meget usikkert, dels omfatter det også en lang række ydelser, f.eks. hjælp til udsatte børn, arbejdsmiljøindsats og i mange tilfælde også driften af de IT-systemer, som netop social- og sundhedsassistenterne bruger i deres dagligdag.

Læs hele analysen på NB-Økonomi

Administrationen forsvinder ikke med spareøvelser

KL’s formand, Jacob Bundsgaard (S) har også svært ved at se, at der kan spares meget mere i kommunerne.

– Vi kigger hele tiden på vores administration, og vi har også lavet ganske store besparelser hen over årene. Jeg har ikke indtryk af, at kommunerne hyrer unødig konsulentbistand.

– Det afhænger af beløbets størrelse, og hvad man har tænkt sig at gøre. Det kan være, regeringen vil prøve at reducere i det bøvl og bureaukrati, der er i det statslige område, siger KL-formand Jacob Bundsgaard.

Hans synspunkter bakkes op af fagforbundet HK Kommunal. I en pressemeddelelse erklærer forbundet, at regeringen går galt i byen, hvis man tror, at besparelser på administrationen giver mere borgernær velfærd.

– De administrative opgaver forsvinder jo ikke, bare fordi man sparer på administrationen.

– Hvis de administrative medarbejdere forsvinder, så betyder det jo bare, at lærere, pædagoger, læger og alle de andre faggrupper sidder tilbage med en opgave, der tager kostbar tid fra det, de er sat i verden for – fra deres kerneopgave. Det får man bestemt ikke mere borgernær velfærd af. Tværtimod, lyder det fra HK Kommunals formand, Bodil Otto.

HK: Ministeren bør lytte til de ansatte

Bodil Otto peger på en række undersøgelser, der samstemmende viser, at alt for mange offentligt ansatte har fået så meget administrativt arbejde, at det går ud over deres faglighed og deres mulighed for at servicere borgere eller patienter optimalt.

– Hvis vi skal frigøre de mange offentligt ansattes tid til det, de er bedst til, må HK’ere og lægesekretærer aflaste dem for det administrative. Det skaffer flere hænder til borgere og patienter.

– Samtidig bliver administrationen mere effektiv, fordi HK’erne er uddannet til det. Wammen bør lytte til de ansatte, der til dagligt servicerer borgerne, fremfor bare at trække administrationskortet, siger Bodil Otto.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Politik, Budget, Praktisk hjælp, Velfærd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]