
Borgmester Arne Boelt fra Hjørring Kommune er utilfreds med, at en række kommuner, som i øjeblikket tildeler førtidspension til personer på ressourceforløb, kan se frem til et betydeligt tab i udligningssystemet. - Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Udligningssystemet straffer kommuner, der giver kontanthjælpsmodtagere førtidspension
Det meget udskældte kommunale udligningssystem straffer de kommuner, som i disse måneder tildeler førtidspension til borgere, som har været på ressourceforløb. Det belønner ifølge borgmester kommuner, som er langsomme til at afklare syge borgere. Se forklaringen her.
Udgivet: 20/08/2019
En række kommuner, som i øjeblikket tildeler førtidspension til personer på ressourceforløb, kan se frem til et betydeligt tab i udligningssystemet. Årsagen er, at en kontanthjælpsmodtager udløser op til 70.000 kroner mere i udligning end en førtidspensionist.
“Det er helt ude i hampen. Dette kriterie straffer udkantskommuner, som af strukturelle årsager har mange førtidspensionister. Og så belønner det kommuner, som har undladt at afklare arbejdsevnen for borgere, som har været på kontanthjælp i rigtig mange år,” siger Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S).
Der er ingen beviser for, at kommunerne bevidst udskyder tildelingen af førtidspensioner for at få flere penge, men Arne Boelt undrer sig over, at Folketinget direkte belønner de kommuner, som er langsommelige med at tildele førtidspension.
“Det har jeg virkelig svært ved at forstå, at Folketinget kan stå på mål for. Især når man hører, hvad der bliver sagt og skrevet om kommunernes ansvar for at afklare borgerne hurtigt frem for at holde dem på kontanthjælp eller i udsigtsløse ressourceforløb igennem mange år,” siger han.
Et enkelt tal gør udløser forskellen
Forklaringen på belønningen for at have borgere på kontanthjælp fremfor førtidspension skal findes dybt nede i det kommunale udligningssystem, som hvert år fordeler over 60 milliarder kroner i udligning og tilskud til de danske kommuner.
Her er det fastsat, at en kommune får ekstra penge for hver borger, som i tre ud af de seneste fire år har haft en indkomst på under 60 pct. af medianindkomsten og har en formue på under 10.000 kroner.
Ved opgørelsen for tilskuddet i 2019 bruges tallene helt tilbage fra 2014-2016. Hvis man eksempelvis ser på tallene for 2014, så var grænsen på 136.000 kr. for, hvornår en borger udløste det særlige tilskud for at have lav indkomst. Og det er lige præcis højere end kontanthjælp og lavere end førtidspension.
Ifølge Danmarks Statistik havde 70,3 procent af kontanthjælpsmodtagerne en indkomst under de 60 procent af medianindkomsten i 2017, mens det kun var 14,3 procent af førtidspensionisterne.
Men når formuekriteriet også regnes ind, så bliver forskellen endnu mere markant, fordi man helt enkelt ikke kan få kontanthjælp, hvis man har formue, mens førtidspensionister gerne må spare op.
Slutfacit er, at en kommune i hovedstadsområdet får knapt 40.000 kr. ekstra om året, så længe en borger er på kontanthjælp og ikke kommer på førtidspension. En kommune i provinsen får cirka 70.000 kr. Forskellen skyldes afvigelser mellem udligningsreglerne for kommuner i hovedstaden og provinsen.
Man kan læse mere om den her problemstilling i en analyse fra seks østjyske kommuner i sammenslutningen rimeligudligning.nu
Læs mere på NB-Økonomi
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22
Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning
Emner: Budget, Førtidspension, Jobprøvning, Kontanthjælp, Ledighed, Socialøkonomi, Velfærd













































