
Mattias Tesfaye (S) giver kommunerne 800 mio. kr. varigt fra 2028. Resten af pengene til en række nye tiltag skal findes på understøttende undervisning. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kommunerne får 800 mio. til folkeskolen - resten skal de finde selv
Nyt folkeskoleudspil giver kommuner 800 mio. kr. i varigt tilskud. Resten af pengene til SVM-regeringens lange liste af nye tiltag skal kommunerne finde på understøttende undervisning.
Udgivet: 11/10/2023
800 millioner kroner. Så meget sættes der af til kommunerne som varigt tilskud i regeringens nye folkeskoleudspil, som blev præsenteret onsdag morgen af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
De resterende penge på knap 1,9 mia. kr., skal findes på at reducere den understøttende undervisning i folkeskolerne.
Det skriver NB-Økonomi.Tallene er interessante, da regeringen selv har slået sig stort op på, at de vil investere massivt i velfærden. De 800 mio. kr. svarer til ca. 1,5 procent af folkeskolens samlede udgifter i 2022 på omkring 55,2 mia. kr. Udspillet skal derudover frisætte folkeskolen markant, står der udspillet.
"Med udspillet lægger regeringen op til en markant frisættelse af folkeskolen, så skoledagen bliver mere varieret og spændende for alle. Det bunder i et ønske om, at beslutninger skal træffes tættere på skolens elever og deres forældre, som skal have mulighed for i højere grad at tilrettelægge skoledagen efter lokale behov," står der i udspillet.
Beløbet på 800 mio. kr. vil først få varig effekt fra 2028. I 2024 vil beløbet være på 75 mio. kr., som fordeles på digitaliseringsstrategi og undervisning i små hold. Derudover får kommunerne 865 mio. kr. i hvert af årene fra 2025-2027 til bedre faglokaler, men de bortfalder fra 2028.
Regeringen vil frisætte skoleområdet
SVM-regeringen har trods ønsket om markant frisættelse ikke givet kommunerne fuld frihed til selv at finde pengene internt, hvor det bedst passer lokalt. De skal findes på understøttende undervisning. Derudover har regeringen også ønsker til en lang række af nye tiltag, som kommunerne skal implementere over de kommende år.
Regeringen vil nemlig have, at 25 procent af de 1,9 mia. kr. fra reduktion af den understøttende undervisning plus de 0,8 mia. kr. i ekstra penge fra staten skal bruges på blandt andet intensive undervisningsforløb for de mest udfordrede elever, obligatorisk erhvervspraktik og juniormesterlære. Derudover skal der flere praktiske fag ind på skolerne. Dog får kommunerne inden for fastlagte rammer mere frihed til at organisere skolerne, som man ønsker.
"75 pct. (af de ca. 1,9 mia. kr., red.) eller ca. 1.420 mio. kr. årligt af den understøttende undervisning fastholdes til lokal prioritering. Det vil således være en lokal beslutning, om midlerne fx skal prioriteres til en kortere skoleuge med mere personale i undervisningen, fx to-voksenordninger, eller om midlerne skal fastholdes helt eller delvist i understøttende undervisning og dermed i en længere skoleuge," står der i faktaarket om understøttende undervisning.Tabellen nedenfor viser, hvordan finansieringen forventes at falde, og hvilke tiltag, regeringen ønsker at bruge pengene på.

Sidst opdateret: 11/10/2023 - 11:52
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Skole











































