
Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) kommer til at stå for skud i den kommende tid blandt andre borgmestre på grund af en uhørt høj skattestigning. - Foto: Lars Svankjær/Frederiksberg Kommune
Sensationel høj skattestigning i stor kommune
Byrådet i Frederiksberg Kommune har lavet et budgetforlig, som giver en stigning i kommuneskatten på 1,1 procentpoint fra i år til næste år. Stigningen er overraskende stor ifølge ekspert. Og den kan udløse mange konfliktfyldte samtaler blandt borgmestre over hele landet.
Udgivet: 12/09/2023
Skatten i Frederiksberg Kommune stiger fra 2023 til 2024 med hele 1,1 procentpoint, erfarer NB-Kommune. Det er en helt udsædvanlig stor stigning, som kommer bag på en erfaren ekspert.
Stigningen kommer med stor sikkerhed til at give ballade kommunerne imellem, for alle kommuner kommer højst sandsynlig til at betale en kollektiv 'dummebøde' især på grund af skattestigningen på Frederiksberg.
Ifølge velinformerede kilder har alle partier i byrådet på Frederiksberg netop indgået et budgetforlig, som udløser en skattestigning på de nævnte 1,1 procentpoint. Dermed går Frederiksberg fra at være landets tredje billigste kommune at bo i målt på kommuneskatten til at ligge på niveau med flere andre kommuner i hovedstadsområdet.
Ifølge NB-Kommunes beregninger svarer skattestigningen til, at borgerne på Frederiksberg i 2024 skal betale 313 millioner kroner mere i kommuneskat. (Se faktaboks nederst i artiklen)
Niels Jørgen Mau Pedersen er en af landets mest erfarne eksperter i kommunal økonomi og projektchef hos VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Da han bliver præsenteret for nyheden om skattestigningen på 1,1 procentpoint på Frederiksberg lyder reaktionen til NB-Kommune:
"Hold da op! Det lyder stort. Jeg kan ikke sådan lige umiddelbart komme i tanke om tilsvarende store skattestigninger fra år til år. Men der skal nok være en enkelt mindre kommune eller måske flere, som har været i dyb ubalance og for alvor har været nødt til at rebe sejlene, med en tilsvarende skattestigning."
Ballade borgmestre imellem
Skattestigningen på Frederiksberg kommer til at give rystelser ud i det kommunale Danmark. For der er et sanktions-system. Det indebærer kort fortalt, at alle forhøjelser af kommuneskatten skal modsvares af tilsvarende nedsættelser.
Som billedet af budgetforligene for 2024 tegner sig på nuværende tidspunkt, så vil der samlet set blive større skattestigninger end -nedsættelser. Hvis det billede holder, så vil kommunerne med skattestigninger blive ramt af økonomiske sanktioner næste år. Men ikke bare dem for der vil også blive udløst en kollektiv sanktion - en dummebøde - til at alle landets kommuner.
Dermed står KL (Kommunernes Landsforening) foran en meget stor opgave med at få talt skattestigninger ned. For de færreste borgmestre vil bryde sig om at skulle tilbage til deres kommunalbestyrelse og bede dem genåbne budgettet og gennemføre besparelser - alt sammen kun for at udvise solidaritet med de andre kommuner. Ekspert Niels Jørgen Mau Pedersen forklarer:
"KL har en moderatorrolle i forhold til kommunerne. Men netop på skatteområdet kan det være svært for KL at få enderne til at mødes. For man har ingen myndighed og kan kun opfordre borgmestrene til at være solidariske og bakke op om fællesskabet, så man undgår de kollektive sanktioner."
Fakta om skattestigningen på Frederiksberg
Ifølge budgetforliget på Frederiksberg, som alle i byrådet er med i, sker der følgende:
Frederiksberg sætter kommuneskatten op med 1,1 procentpoint fra 2023 til 2024
I 2025 holdes kommuneskatten i ro.
I årene 2026-2029 sænkes kommuneskatten årligt med 0,1 procentpoint.
I 2023 er kommuneskatten på Frederiksberg 23,47 procent
I 2024 bliver kommuneskatten på Frederiksberg 24,57 procent
I 2023 er Frederiksberg den tredje billigste kommune at bo i målt på kommuneskatten kun overgået af kommunerne Dragør og Tårnby.
I 2024 bliver Frederiksbergs kommuneskat på niveau med kommunerne Høje-Taastrup og Glostrup.
Det vil sige i 2024, at Frederiksbergs kommuneskat bliver sammenlignelig med nogle af kommunerne på Vestegnen - og bliver over kommuneskatten i nogle kommuner med konservative borgmestre i hovedstadsområdet f.eks. Lyngby-Taarbæk og Rudersdal.
Det er politisk interessant i og med, at Frederiksberg efter over 100 års konservativt styre fra og med 2022 har haft et rødt-grønt flertal og en socialdemokratisk borgmester.
Ifølge NB-Kommunes beregninger svarer skattestigningen til, at borgerne på Frederiksberg i 2024 skal betale 313 millioner kroner mere i kommuneskat. Kommunen får dog kun selv cirka en fjerdedel af de 313 millioner kroner i kassen på grund af sanktions-systemet beskrevet længere oppe i artiklen.
Se hele budgetaftalen herSidst opdateret: 12/09/2023 - 13:05
Temaer: Budgetter
Emner: Skat, KL - Kommunernes Landsforening, Frederiksberg Kommune, Økonomi








































