Her sidder kommunaldirektører kortest og længst
I nogle kommuner har man siden kommunalreformen haft seks forskellige kommunaldirektører, mens man i andre har haft den samme kommunaldirektør i hele perioden. Hyppig udskiftning af kommunaldirektør kan der være både gode og dårlige grunde til. Se her, hvor varm kommunaldirektørstolen er i din kommune.
Udgivet: 22/06/2023
I nogle kommuner holder kommunaldirektørerne længe. I andre er kommunaldirektørers holdbarhed kort, viser en optælling foretaget af NB-Kommune. Der kan være både gode og dårlige grunde til forholdsvis hyppig udskiftning af den øverste embedsmand i kommunen.
I kommunerne Furesø, Bornholm og Dragør har medarbejderne gennem årene set en hel del kommunaldirektører komme og gå. I de tre kommuner har der inklusive den nuværende hidtil været seks kommunaldirektører siden kommunalreformen i 2007. Det er dobbelt så mange som det gennemsnitlige antal pr. kommune, som er tre.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
Blandt ovenstående kommuner er man i Furesø og Fredericia i gang med at finde en ny kommunaldirektør for tiden. I Furesø blev kommunaldirektøren fristet af et job som økonomidirektør i Københavns Kommune og får kun ni måneder på topposten i Furesø. Kommunaldirektøren i Fredericia blev fyret.
Som borgmester eller medlem af kommunalbestyrelsen kan man gøre sig sine overvejelser, hvis navneskiltet på kommunaldirektørens kontor skal udskiftes relativ tit. Det vurderer Roger Buch, som er kommune-ekspert og forskningsleder ved medieskolen DMJX.
"Hvis man får kommunaldirektører, som kun holder i kort tid, kan det være en idé at skifte rekrutteringsfirma. For hvordan kan firmaet med sin professionelle tilgang lave sådan en fejlcasting?" spørger Roger Buch.
Han peger også på noget andet, som byråd kan være opmærksomme på:
"Hvis man sidder i et byråd som Slagelse eller Randers, hvor der til stadighed er mange konflikter, som kan gøre det svært at være kommunaldirektør og få nogle til at løbe sur i det, så kan man jo arbejde på at få et bedre samarbejdsklima. Eller også må man erkende, at det kan man ikke lave om på," siger Roger Buch.
Slagelse er på sin femte kommunaldirektør siden 2007. Randers er på sin tredje.
(Artiklen fortsætter efter kortet)
I Kommunaldirektørforeningen påpeger formand Eik Møller, kommunaldirektør i Ballerup, at der kan være vidt forskellige årsager til tempoet i udskiftninger på kommunaldirektørposten.
"Det er ikke op til mig at beskrive årsagerne. De varierer helt sikkert fra kommune til kommune. Selvom en kommune ude fra set kan ligne en anden kommune, så er kulturer, traditioner og relationer ofte meget forskellige. Derfor er mønstre også svære at identificere," siger Eik Møller.
Han fremhæver dog én årsag:
"Det er velbeskrevet, hvor afgørende en velfungerende samarbejdsrelation mellem borgmester og kommunaldirektør er for organisationen, og de resultater kommunen leverer. Og det tager tid at skabe gode relationer, tillid og resultater," siger Eik Møller.
Om betydningen af kemien mellem kommunaldirektør og borgmester siger Roger Buch:
"I en undersøgelse, som rækker frem til 2017, kunne man ikke påvise nogen øget tendens til udskiftning af kommunaldirektøren, når der var kommet ny borgmester. Min vurdering vil være, at billedet har ændret sig siden da."
"Moderne politikere er meget bevidste om, at bare fordi du er blevet medlem af kommunalbestyrelsen har du ikke fået magt. Magt er noget, man tager. Så politikere, der er fremme i skoene, prøver på at sætte sig igennem i forhold til administrationen. Og det betyder så nogle gange, at kommunaldirektøren skal skiftes ud."
Magtkampe og trends
Roger Buch har nærstuderet kommunerne i mange år, og ifølge ham er der nogle underlæggende tendenser og nogle lokale tendenser, når det gælder kommunaldirektør-udskiftninger.
"I 1980 var gennemsnits-ancienniteten for en kommunaldirektør i samme kommune ti år. Nu må den løst regnet ligge på omkring det halve - altså fem år," siger Roger Buch og fortsætter:
"Indtil 1980 var kommunaldirektører tjenestemænd, hvorimod nu har mange af dem en kontrakt, hvor deres ansættelse skal tages op til revision efter fire eller fem år. Man har fra kommunalbestyrelsernes side et ønske om at skabe større dynamik i kommunaldirektørjobbene."
"Og kommunaldirektørerne ønsker også selv dynamik. Hvis du skal gøre karriere som leder i dag, skal du jo typisk have flere forskellige job over tid. Så nogle kommunaldirektører begynder i jobbet med en viden om, at 'her skal jeg kun være nogle år'."
Når man ser i årsags-skuffen i forhold til hyppige skift af kommunaldirektør, så kan Roger Buch også få øje på nogle lokale forhold:
"En årsag kan være, at der er for meget intern ballade i et byråd. Altså i en sådan grad at kommunaldirektørerne flygter væk. Der kan også være ballade i administrationen. Altså at der kører en magtkrig - og evindelige diskussioner om mandskab, penge og ressourcer."
"Man ser da også nogle steder, at hele direktionen bliver skiftet ud i løbet af et år eller to, efter at en ny kommunaldirektør er kommet til."
Langtidsholdbare kommunaldirektører
Nogle kommunaldirektører sidder godt i stolen. Så godt at de har været kommunaldirektør for samme kommune lige siden kommunalreformen i 2007. Det gælder blandt andre Søren Sigvard Steensen (Brønderslev), Thomas Knudsen (Lolland) og Erik Meldgård Bendorf (Svendborg).
Om de langtidsholdbare kommunaldirektører siger Roger Buch:
"Når kommunaldirektøren har siddet længe, må man gå ud fra, at det skyldes, at både kommunalbestyrelsen og kommunaldirektøren er tilfredse med den måde, som kommunen drives på. Så kan der selvfølgelig ske det, når en kommunaldirektør går på pension efter mange år, at kommunalbestyrelsen tænker om den nye, at ‘den gamle var god, men hold da op den nye, er langt bedre'.’"
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
Det er ikke nogen gratis omgang at skifte kommunaldirektør. En ting er, at det kontraktlig kan koste kommunekassen millioner af kroner, hvis der er tale om en afskedigelse. Noget andet er det, som Roger Buch her peger på:
"Der er tab, hver gang man skifter kommunaldirektør. Det tager cirka et halvt til et helt år, før en ny kommunaldirektør for alvor har fået sat sig i stolen, for det tager tid at opbygge vigtige relationer til andre direktører, mellemledere og tillidsfolk. På den måde kan en hel kommune blive sat mere eller mindre i stå, mens kommunaldirektøreren falder til," siger Roger Buch.
Her i det første halvår af 2023 har der været en del frivillige og ufrivillige udskiftninger af kommunaldirektører. Og for tiden prøver blandt andre kommunerne Furesø, Egedal, Fredericia, Norddjurs og Kolding at lande en ny kommunaldirektør.
Sidst opdateret: 23/06/2023 - 09:06
Emner: Forvaltning, Kommunaldirektør, KOMDIR - Kommunaldirektørforeningen i Danmark







































