Der er for stor forskel på den måde, Danmarks Statistik opgør normeringer på, og så virkelighedens verden, mener forældrebevægelse.

Der er for stor forskel på den måde, Danmarks Statistik opgør normeringer på, og så virkelighedens verden, mener forældrebevægelse. - Foto: #HvorErDerEnVoksen

Protest mod måden at opgøre normeringer på

Forældrebevægelse forsøger med en kampagne at få sat spotlys på den måde, man opgør normeringer på i daginstitutioner. 'Tal på papir, trøster ikke børn på gulvet,' siger talsperson før protestmarch på søndag.

Udgivet: 04/06/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Noget så tørt som en opgørelsesmetode har afgørende betydning for, hvordan det går for kommunerne med at gennemføre minimumsnormeringerne. På den baggrund bliver der nu sat spotlys på opgørelsesmetoden, som forældrebevægelse mener tegner et rosenrødt billede af normeringerne i vuggestuer og børnehaver.

Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen har iværksat en kampagne på de sociale medier rettet mod den måde, som Danmarks Statistik måler normeringerne i daginstitutionerne. Groft sagt gør Danmarks Statistik det, at man på kommunalt niveau tager antallet af fuldtidsbørn, og dividerer det med antallet af fuldtidspersonale.

Det vil sige, Danmarks Statistiks tal ikke tager højde for, at ledere for eksempel kan bruge meget tid på kontorarbejde, og at personalet holder ferie, er syge, er på kurser og andre ting, der betyder, at de ikke er sammen med børnene i hele arbejdstiden.

"Det er tal på papir, der ikke trøster børnene på gulvet"
Sarah Louise Eskildsen-Mortensen, talsperson for #HvorErDerEnVoksen

De officielle tal for normeringer kan være meget langt fra den virkelighed, som forældre oplever. Det fortæller Sarah Louise Eskildsen-Mortensen, som er talsperson for #HvorErDerEnVoksen.

"Vi hører gang på gang fra forældre, der, når de kontakter byråd og forvaltning, får at vide, at 'vi er da meget tæt på at være i mål med minimumsnormeringer'. Men det er så ifølge Danmarks Statistiks måde at gøre det op på, som ligger langt fra den virkelighed, som forældre og pædagoger oplever," siger Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.

Protestmarch på søndag

Forældrebevægelsen arbejder på en større aktion på søndag 6. juni, som skal lægge pres på kommuner og byråd for at gennemføre minimumsnormeringer. Indtil videre (fredag) er der solgt 1.300 startnumre til folk, der vil gå en tur og synligt protestere. Bevægelsen regner dog med, at mindst 5.000 ender med at gå med i protesten på søndag.

Læs også:
Bevægelse: Mindst 5.000 vil gå mod kommunerne

Opgørelsesmetoden for normeringer er noget af det, som protesten er rettet imod på søndag. Hvis man bruger en i forældrebevægelsens øjne mere retvisende opgørelsesmetode for normeringer, så ser virkeligheden meget anderledes ud.

For eksempel i Køge Kommune. Her finder Danmarks Statistik frem til, at der i gennemsnit er 5,9 børn pr. voksen i børnehaverne. Forældrebevægelsen finder med sin opgørelsesmetode frem til, at normeringen er 8,9 børn pr. voksen.

"Sådan som minimumsnormeringer beregnes nu, så er det tal på papir, der ikke trøster børnene på gulvet," siger Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.

Hun fortæller, at bevægelsen sammen med andre forsøger at udvikle en model, der giver et retvisende billede af virkeligheden i knæhøjde.

"Forvaltningen i Fredensborg Kommune har i samarbejde med BUPL lavet en model for opgørelse af normeringer. Det er en model, som personale fortæller, kommer meget tæt på at vise den oplevede virkelighed," oplyser Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.

Læs også:
Forældrebevægelse: Kommunerne løber fra deres ansvar

Til efteråret har regeringen bebudet, at man i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2022 vil se på, hvordan man bedst kan beregne normeringerne.

"Nogle forsøger at feje denne her problematik med opgørelsesmetoden af banen med besked om, at det er meget komplekst. Ja, hvis man vil gøre tingene komplekse, så bliver de det også. Men der kan faktisk bruges opgørelsesmetoder, som er til at forstå," siger Sarah Louise Eskildsen-Mortensen.

Hun håber, at både lokal- og landspolitikere vil lytte til bevægelsens ønsker.

"Det eneste, vi beder om, er, at der kommer tilstrækkeligt med personale til at passe vores børn, så vi som forældre med sindsro kan opfylde vores del af samfundskontrakten - nemlig at passe vores arbejde."

Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16

Emner: Minimumsnormeringer, FOA, BUPL

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]