
"I forhold til finanspolitikken skal regeringen til at stramme bæltet ind," siger underdirektør i Dansk Industri Morten Granzau Nielsen. - Foto: DI
DI: Sæt dig på pengekassen Wammen
Lad nu være med at give efter for KL's krav om mange flere penge. Det er opfordringen fra Dansk Industri til finansminister Nicolai Wammen, som forsøger at lave en aftale med kommunerne om næste års økonomi. Øget offentlig forbrug kan tage pusten ud af gryende opsving, lyder det fra DI.
Udgivet: 04/06/2021
Finansminister Nicolai Wammen (S) bør tage 'nej-hatten' på. Giver regeringen for meget los, kan det tage luften ud af det gryende opsving i samfundsøkonomien.
Det budskab kommer Dansk Industri (DI) med i en meddelelse, som er møntet på forhandlingerne om næste års kommuneøkonomi.
Kombinationen af forholdsvis mange ansatte i den offentlige sektor og en høj udgiftsvækst vil være den helt forkerte medicin for dansk økonomi lige nu, lyder det fra DI.
"Coronakrisen er meget anderledes end andre økonomiske kriser, vi har været gennem. Mens det tog lang tid at hele sårene efter finanskrisen, så tyder meget på, at genopretningen nu kommer til at gå meget hurtigt, så snart restriktionerne er væk," siger underdirektør og økonom Morten Granzau Nielsen, der er økonomisk politisk chef i DI, og fortsætter:
"I både industrien og i byggeriet er der allerede meldinger om mangel på arbejdskraft. Kombineret med en allerede høj offentlig beskæftigelse, vil økonomiaftaler med en høj udgiftsvækst være den helt forkerte medicin for dansk økonomi. Det er en cocktail, som simpelthen kan risikere at tage luften ud af opsvinget."
Både KL og Danske Regioner er gået ind til økonomiforhandlingerne med regeringen med ønsker om udgiftsvækst i 2022. Regionerne er kommet til forhandlingerne med et krav om en udgiftsvækst på 2,1 mia. kr., mens kommunerne er kommet med et krav om en treårsplan på 5 mia. kr. alene på socialområdet. Til sammenligning er væksten i det såkaldte demografiske træk (altså flere udgifter til børn og ældre) beregnet til omkring 1 mia. kr. i regionerne og 1,25 mia. kr. i kommunerne.
Ønskerne fra KL og Danske Regioner om udgiftsvækst kommer ovenpå en periode med en høj vækst over det seneste år i den offentlige beskæftigelse, som nu ifølge DI er på det højeste niveau siden slutningen af 2010. Samtidig med stigningen i den offentlige beskæftigelse er dansk økonomi generelt i klar bedring, og ifølge DI melder virksomheder i mange brancher om arbejdskraftsmangel.
"Den rette medicin lige nu er politiske aftaler, som øger arbejdsstyrken. Det kan for eksempel være ved at lette adgangen til kvalificeret udenlandsk arbejdskraft gennem beløbsordningen," siger Morten Granzau Nielsen, og fortsætter:
"I forhold til finanspolitikken skal regeringen til at stramme bæltet ind. Det gælder både ved de igangværende forhandlinger med kommuner og regioner, men ikke mindst når finansloven for næste år skal på plads i efteråret."
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16
Temaer: Økonomiaftale
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Dansk Industri, Regeringen, Nicolai Wammen (S), finansminister











































