Hvis man ser bort fra elevernes sociale baggrund, er der er kun en signifikant forklaring på, hvorfor nogle kommuner har mange elever inkluderet i den normale undervisning, mens andre kommuner har segregeret mange elever ud i specialklasser eller på specialskoler.

Ifølge en ny benchmarkanalyse er der en signifikant sammenhæng mellem kommunens budgetmodel for skolerne, og sandsynligheden for om en elev med indlæringsvanskeligheder sidder i den normale skoleklasse, eller bliver placeret i en specialklasse eller kommer på en specialskole. Det skrive rNB-Økonomi.

I 12 af landets kommuner er det den enkelte skole, der fuldt ud betaler for de elever, der henvises til segregeret specialundervisning enten på skolen eller på en anden skole. Modsat er det i 44 af de 98 kommuner udelukkende en central pulje eller bevilling i skoleforvaltningen, der betaler for elever i segregeret specialundervisning. Resten har en model, der ligger et sted imellem.

Og det er ifølge analysen ikke tilfældigt, at skolelederne oftere beholder eleverne i de normale klasser hvis det er skolens eget budget, som skal betale for at sende eleven i specialklasse eller på specialskole.

"Det skyldes, at det decentrale betalingsansvar i teorien giver skolelederen et økonomisk incitament til at beholde elever med særlige støttebehov i den almene undervisning på skolen, da diverse tiltag i forhold til inkluderende undervisning typisk koster mindre end segregeret specialundervisning," hedder det i analysen.

Og det er ud fra en teoretisk tankegang lige så lidt overraskende, at skolelederen ofte sender elever i specialklasser eller på specialskole, hvis skolen blot kan sende regningen videre til kommunen.

"Det centrale betalingsansvar [indeholder] et økonomisk incitament for skolelederen til at henvise elever med særlige støttebehov til segregeret specialundervisning, fordi skolen ikke selv skal betale for dette," lyder konklusionen.

Først den ene vej og så den anden vej i økonomiaftalerne

Andelen af elever, som gik i specialklasse eller på specialskole, steg markant op igennem nullerne, og for at bremse de stigende udgifter på området, aftalte den daværende S-SF-R regering i 2012 med KL en målsætning om, at 96 pct. af eleverne i 2015 skulle være inkluderet i den almene undervisning, hvilket betød, at kommunerne skulle reducere andelen af elever i segregeret specialundervisning.

Det medførte massive protester fra forældre. Det var både forældre til de elever med almindelige behov og forældre til elever med særlige behov, som kritiserede, at inklusionen ikke virkede i praksis.

Det betød, at den nyvalgte Venstre-regering allerede i juni 2016 rullede besparelsen fra 2012 tilbage, og opgav målsætningen om 96 procent inklusion. Som grafen viser, så er andelen af segregerede elever steget siden da.