
Haderslevs borgmester, H.P. Geil (V), vil have fagudvalgene til at finde 0,5 procent til omstillingsbidrag. (Arkiv) - Foto: Haderslev Kommune
Politikere på tidlig pengejagt i udvalgene
Det handler om rettidig omhu og ansvarlighed, forsikrer borgmester, inden kommunes fagudvalg skal i gang med at finde 0,5 procent i budgetterne. ‘En spareøvelse,’ mener S.
Udgivet: 20/01/2021
Hensynet til efterårets budgetforhandlinger har fået Økonomiudvalget i Haderslev Kommune til at sende alle udvalg i tænkeboks for at finde penge: Alle fagudvalg skal levere et omstillingsbidrag på 0,5 procent af serviceudgifterne, hvilket i alt vil hive 13 millioner kroner ud af kommunens serviceramme på 2,4 milliarder kroner.
Det skriver JydskeVestkysten.
Men borgmester H. P. Geil (V) forsikrer om, at det ikke skyldes akutte økonomiske problemer i det sønderjyske:
“Det er et udtryk for, at vi skaber vores eget råderum, så vi får nogle penge, vi kan prioritere til nye tiltag, når vi går i gang med at forhandle budgettet efter sommerferien,” siger H. P. Geil til JydskeVestkysten.
Men Socialdemokratiets Henrik Rønnow mener ikke, at tiden er den rette til et generelt omstillingsbidrag:
“Vi er dybt bekymrede over, at eksempelvis voksenudvalget skal finde, hvad der alt andet lige på dette område må betragtes som besparelser svarende til 0,5 procent af udvalgets samlede budget. Et omstillingsbidrag vil skabe uro blandt medarbejderne og usikkerhed hos borgerne. Det ønsker vi ikke at medvirke til," siger Henrik Rønnow til avisen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Budget, Haderslev Kommune, Økonomi











































