
I 2014 blev vikingeborg Borgring opdaget på en mark udenfor landsbyen Lellinge, tæt på Køge. Det er en ringborg af Trelleborgstypen, og nu ansøger fem kommuner om at de danske ringborge kommer på UNESCO's liste for verdensarv. - Foto: www.museerne.dk/vikingeborgen
Fem kommuner søger om at få gjort ringborge til verdensarv
Om alt går vel, kan turisterne besøge verdensarv i Køge og fire andre kommuner i 2022. Køges Borgring indgår nemlig i de i alt fem danske ringborge, der nu fælles ansøger om at komme på listen over UNESCO's verdensarv.
Udgivet: 20/01/2021
Hvis motorvejskrydset i Lellinge ved Køge kunne tale, ville det fortælle historien om tidligere tiders køgegensere. På det, der i dag er et trafikalt knudepunkt, så Harald Blåtand nemlig mulighederne i at etablere én af fem danske ringborge. Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.
De fem ringborge snor sig på tværs af landet , som nogle unikke konstruktioner, der binder landet sammen, og nu ønsker de fem hjemstedskommuner og regeringen, at vikingernes bygningsværker skal blive en del af den samlede verdensarv. Derfor er en ansøgning på 400 sider, med underskrift fra kulturministeren, netop sendt afsted til UNESCO i Paris.
"Der er i høj grad tale om verdensarv, som har interesse for turister ud over de danske grænser, og her i Køge vil vi gøre vores til at fortælle og formidle den historie, som vi er en del af," siger Marie Stærke (S), borgmester i Køge Kommune.
Vigtig kulturarv om vikingeliv
Borgring i Køge blev først identificeret i 2014, og er altså den ringborg, som senest er fundet. Borgring er udgravet med de nyeste metoder mellem 2016 og 2018. Den er muligvis ikke blevet færdigbygget, og der er for eksempel kun spor af volde og porte. Alligevel er der stukket ild til tre af portene, som dog kun er delvist nedbrændte.
Sidste punktum er nu sat i den godt 400 siders ansøgning, der skal få Borgring i Køge sammen med fire andre danske ringborge ind på listen over UNESCO verdensarv. Ansøgningen om optagelse på UNESCOs verdensarvsliste er et tæt nationalt samarbejde mellem fem museer og fem kommuner. Der stilles meget høje krav til den kulturarv, der optages på listen, og derfor har det også taget tæt på to år at skrive den omfattende ansøgning.
Det forventes, at der ligger en afklaring på ansøgningen fra UNESCO i sommeren 2022 om de fem ringborge Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Trelleborg i Slagelse og Borgring i Køge.
Fakta om dansk verdensarv
I dag er der ti steder i Danmark, Færøerne og Grønland, som er optaget på verdensarvslisten.
Se dem her:
• Jelling-monumenterne, Vejle Kommune (optaget 1994)
• Roskilde Domkirke, Roskilde Kommune (optaget 1995)
• Kronborg, Helsingør Kommune (optaget 2000)
• Ilulissat Isfjord, Grønland (optaget 2004)
• Stevns Klint, Stevns Kommune (optaget 2014)
• Vadehavet, den danske del (optaget 2014)
• Christiansfeld, Kolding Kommune (optaget 2015)
• Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland (optaget 2015)
• Kujataa. Nordbo- og inuitlandbrug ved randen af indlandsisen, Grønland (optaget 2017)
• Aasivissuit – Nipisat. Inuit jagtlandskab mellem is og hav, Grønland (optaget 2018)
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Emner: Kultur, Køge Kommune, Mariagerfjord Kommune, Odense Kommune, Slagelse Kommune, Vesthimmerlands Kommune, Turisme













































