Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), har bedt byrådspolitikerne evaluere på deres oplevelser af arbejdet under hjemsendelsen i foråret. (Arkiv)

Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), har bedt byrådspolitikerne evaluere på deres oplevelser af arbejdet under hjemsendelsen i foråret. (Arkiv) - Foto: Anja Mahon/Esbjerg Kommune

Politikere: Både godt og skidt med arbejdet under hjemsendelsen

Økonomiudvalget i Esbjerg Kommune har bedt politikerne i byrådet om at evaluere på hjemsendelsesperioden i foråret. Svarene viser, at der er forskel på udbyttet af digitale møder alt efter deres indhold.

Udgivet: 30/09/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Hvordan har det været at arbejde som byrådspolitiker under corona-hjemsendelsen fra 11. marts?

Spørgsmålet er stillet af Økonomiudvalget i Esbjerg Kommune i en anonym undersøgelse til de 31 medlemmer af byrådet, og mandag skulle resultaterne af undersøgelsen midtvejsevalueres i udvalget.

Udvalget vil gerne høre de erfaringer, politikerne gjorde sig under hjemsendelsen, og svarene vil kommunen omsætte til konkret viden i det fremtidige arbejde.

Midtvejsevalueringen viser, at det for de fleste er gået ganske udmærket. Ifølge mødereferatet er det forvaltningens indtryk, at byrådet overordnet har været tilfredse under hjemsendelsen. Undersøgelsen viser blandt andet:

  • at rollen som byrådsmedlem har været svær under hjemsendelsen
  • at byrådet har været tilfredse med både KL’s, de statslige myndigheders og krisestabens håndtering af situationen
  • at der har været forskellige meninger om kvaliteten af de digitale møder
  • at it-værktøjerne generelt har været velfungerende
  • og afslutningsvis antyder 70 procent af respondenterne, at hjemsendelsen baner vej for nye og/eller forbedret arbejdsformer
I forhold til mødekvaliteten omhandler de delte meninger forskellige typer af digitale møder. De fungerede godt, når der primært var tale om møder med lavt behov for dialog. Det blev straks mere udfordrende, når der var lagt op til egentlig debat, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) til JydskeVestkysten:
Læs også:
Kommuner kan spare millioner ved at holde møder digitalt

“Vi har ikke tidligere holdt virtuelle møder, men nu har vi lært, at vi godt kan arbejde på en lidt anden måde. Hvis det er et møde, hvor der lægges op til megen dialog, fungerer det dog knap så godt. Her er det klart bedre, at man kan sidde overfor hinanden og se hinanden i øjnene,” siger Jesper Frost Rasmussen til avisen.

At blot 20 ud af byrådets 31 medlemmer har givet sig tid til at svare på spørgsmålene i den anonyme undersøgelse, ser borgmesteren ikke som et stort problem:

“65 procent er stadig nok til, at der kan tegnes et billede af, hvordan byrådsmedlemmerne har oplevet den ekstraordinære situation. Vi har naturligvis en interesse i at lære af den, hvis den skulle opstå igen,” siger Jesper Frost Rasmussen til JydskeVestkysten.

Undersøgelsen i Esbjerg sker på baggrund af en opfordring fra KL, der tidligere har opfordret alle kommuner til at få udarbejdet en tilbagemelding på gode og dårlige erfaringer fra hjemsendelsen og nedlukningen.

Læs også:
Borgmester til regeringen: Vi har klaret tryktesten

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32

Emner: Digitalisering, Myndighed, Arbejdsmiljø, Samarbejdssystemer, Genåbning, Esbjerg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]