Kommunens kvadratmeter skal udnyttes mere effektivt, og så skal der måske ændres i forvaltningens struktur. Det bebuder Koldings borgmester Knud Erik Langhoff (K).

Kommunens kvadratmeter skal udnyttes mere effektivt, og så skal der måske ændres i forvaltningens struktur. Det bebuder Koldings borgmester Knud Erik Langhoff (K). - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (arkiv)

Idé til besparelser: Udnyt kommunens kvadratmeter bedre

Byrådsmedlemmerne i Kolding skal være innovative og finde besparelser for 150 millioner kroner. En af ideerne går på bedre udnyttelse af kommunens lokaler f.eks. foreningers klubhuse. Der kan også blive pillet ved noget så følsomt som forvaltningens indretning og arbejde.

Udgivet: 30/03/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Byrådet i Kolding vil udvise rettidig omhu og finde besparelser på driften for cirka 37,5 millioner kroner om året over de næste fire år - alt i alt cirka 150 millioner kroner. Nu vil borgmesteren gerne have byrødderne til at byde ind med forslag til, hvordan spareøvelsen kan gennemføres mest nænsomt.

Borgmester Knud Erik Langhoff (K) taler i en pressemeddelelse fra kommunen om "strukturelle prioriteringer". Ifølge ham handler det primært om to former for ændringer:

  • Den ene er at reducere i antallet af kommunale kvadratmeter enten ved at dobbeltudnytte flere lokaler og bygninger eller ved at slå enheder sammen.
  • Den anden er at kigge den struktur og organisering, der er i kommunen, efter i sømmene.

Med hensyn til bedre udnyttelse af kommunens bygninger, kommer Knud Erik Langhoff med et eksempel i JydskeVestkysten:

"Vi skal ikke have kvadratmeter stående tomme hele dagen, bare for at de kan bruges til en håndboldklub om aftenen," siger borgmesteren.

Følsomt emne

Knud Erik Langhoff lægger ikke skjul på, at når det drejer sig om at se på kommunens struktur, så handler det om noget så følsomt som antallet af ledere og medarbejdere og opdelingen af kommunens funktioner.

"Vi ved endnu ikke, hvad vi finder frem til. Men der kommer til at ske noget. Det kan være, at afdelinger skal slås sammen, og at vores organisering skal ændres. Og vi skal i hvert fald til at bruge mere velfærdsteknologi i ældreplejen for at frigive noget af den man-power, vi mangler," siger Knud Erik Langhoff til JydskeVestkysten. Se tema om besparelser i kommunerne

Borgmesteren understreger over for JydskeVestkysten, at han ikke forudser fyringer.

Sund økonomi

I modsætning til mange andre kommuner er Kolding ikke under et meget stort økonomisk pres. Men uden besparelser og effektiviseringer så vil det være uvejr forude, mener Knud Erik Langhoff.

"Selv om vi har penge i kommunekassen i øjeblikket, vil det ikke være tilfældet fremover, hvis ikke vi tager fat nu. Lige nu har vi overskuddet til at agere både klogt, modigt og grundigt, så vi kan finde løsninger, der kan række ud i fremtiden."

"Men det skal også være nu, for ellers kan vi allerede til efteråret stå i samme situation som mange andre kommuner, der må åbne dette års budgetter for at finde besparelser," påpeger Knud Erik Langhoff i en meddelelse fra kommunen.

Fakta om spareøvelse i Kolding

Siden budgetlægningen for 2020 har byrådet arbejdet med det såkaldte omstillingsmål som en mekanisme til at frigive økonomiske midler. Omstillingsmålet for 2024 og frem betyder, at de politiske udvalg hvert år skal finde effektiviseringer eller besparelser for 0,85% af budgettet.

Det svarer samlet set til ca. 37,5 mio. kroner. Dette beløb bliver omfordelt, så 0,65% bliver lagt over i den såkaldte budgetreserve, mens 0,20% bliver lagt i anlægspuljen.

På den måde bliver der skabt lidt plads i økonomien, som dels kan bruges til opgaver, som kommunen pålægges fra statens side, dels kan fordeles af politikerne til nødvendige tiltag ved de årlige budgetforhandlinger.

Kolding Kommune havde ved årets begyndelse cirka en milliard kroner i kommunekassen (likviditet) svarende til over 10.000 kroner pr. indbygger.

Kilde: Kolding Kommune og NB-Kommune

Sidst opdateret: 30/03/2023 - 10:59

Temaer: Budgetter, Budgetter

Emner: Administration, Kolding Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]