
Flere unge får det dårligere og dårligere, siger direktør i Headspace, der undrer sig over, at nogle kommuner sparer tilbuddet væk i de nye budgetter. - Foto: Headspace
Sparetider: Kommuner lukker populære rådgivningstilbud til unge
Kommunerne kæmper med at få budgetterne til at balancere de kommende år, og det går i nogle kommuner ud over det frivillige rådgivningstilbud til unge Headspace.
Udgivet: 05/12/2022
Unge mellem 12 og 25 år kan i 28 kommuner få råd og vejledning i forhold til konkrete problemstillinger eller dele tanker, som det er svært at dele med andre. Intet er for stort eller småt, og det er de unge, som bestemmer, hvad der skal tales om, oplyser Headspace.
Men med kommende budgetter er der nu kommuner, der ser sig nødsaget til at lukke for støtten til tilbuddet, og det betyder i blandt andet Slagelse og Albertslund kommuner, at Headspace må lukket ned. Det skriver DR.
Det koster i gennemsnit 1,5 million kroner årligt at drive en afdeling af Headspace, og heraf står kommunerne typisk for halvdelen af økonomien, mens resten dækkes af staten og private fonde.
I Slagelse er centerchef Mette Truesen ærgerlig over byrådets beslutning:
"Der er et rigtig stort behov for et Headspace i Slagelse, og det er et af de centre, som har allermest travlt, siger hun til DR.
Ifølge Mette Truesen har centeret i Slagelse de seneste to år haft over 1000 samtaler med unge.
Rikke Kvist Laursen er Børne- og Familiechef hos Slagelse Kommune. Hun fortæller, at kommunen har stået overfor en stor opgave i forhold til at finde besparelser på næste års budget:
"I den forbindelse har der skullet foretages nogle benhårde prioriteringer, siger Rikke Kvist Laursen til DR.
Direktør for Headspace Trine Hammershøy fortæller, at der har været besparelser i budgettet flere steder i år.
"Her i 2022 har vi oplevet, at flere kommuner har peget på, at man ikke har fået det, man havde forventet til kommuneforhandlingerne i foråret, og det presser kommunernes økonomi, især på de sociale områder," siger Trine Hammershøy til DR.
Det kan borgmester Steen Christiansen (S) i Albertslund Kommune bekræfte:
"Vi har ikke valgt at forlænge samarbejdet, fordi vi skal ud at spare rigtig, rigtig mange penge i 2023 og 2024, og det rammer desværre også det her tilbud," siger Steen Christiansen til DR.
Sidst opdateret: 05/12/2022 - 10:42
Emner: Albertslund Kommune, Slagelse Kommune







































