
Sygefraværet blandt sosu-personalet i Fanø Kommune er gået den forkerte vej de senere år. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Sosu-sygefravær stiger og stiger i ø-kommune
Der skal ikke så meget til for at flytte på procenterne for sygefravær blandt sundheds- og ældrepersonale i lille Fanø Kommune. Alligevel er det bekymrende tal at læse, siger udvalgsformand.
Udgivet: 08/11/2022
I Fanø Kommune er sygefraværet de seneste fem år gået én vej blandt kommunens sosu'er: Opad.
Kommunens fuldtidsansatte sosu-hjælpere har nu i gennemsnit 32,7 sygedage om året, hvilket svarer til omkring halvanden måned. Det er over ni sygedage mere om året end kolleger i resten af landet. Det skriver JydskeVestkysten.
Og i forhold til 2020 er det virkelig gået den gale vej, for her havde en fuldtidsmedarbejder 17,1 sygedage om året, viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
Og den udvikling giver næring til problemer med rekrutteringen på området, der ligesom i resten af landets kommuner er blevet en alvorlig udfordring. På Fanø er der pt. 69 årsværk på området, så selv et mindre antal sygemeldinger giver store udsving i statistikken.
Det forklarer Marianne Brogaard Jensen, der er sektorformand for Social- og Sundhedssektoren hos FOA Vest. Hun mener også, at langtidssygemeldinger på ø-kommunen giver store udsving:
"Jeg ved, at man er udfordret på rekrutteringen, så om der er noget med arbejdsmiljøet at gøre er ikke utænkeligt. Vi deltager i forbindelse med sygefraværssamtaler, og derigennem har vi kendskab til, at der er nogle langtidssyge, og det giver nogle flere sygedage," siger Marianne Brogaard Jensen til JydskeVestkysten.
Formanden for Social- og sundhedsudvalget i Fanø Kommune, Johan Brinch Jensen (S), har fuld tillid til det arbejde, der allerede er i gang i forhold til udfordringerne med rekruttering. Han slår fast, at det er et problem, at sosu'erne i gennemsnit er syge over halvanden måned om året. Det er dog ikke noget, han som politiker skal gå ind og tage hånd om, vurderer han.
"Nej. Vi er trygge ved, at med vores forvaltningschef i spidsen, sammen med plejecenteret, arbejder på sygefraværet, vikardækningen og rekrutteringen. Med hensyn til plejecenteret får vi meldinger om, at de får tingene til at fungere. Og vi valgte også sidste år at afsætte en pulje til arbejde med rekrutteringsudfordringerne," siger Johan Brinch Jensen til JydskeVestkysten.
Sidst opdateret: 07/11/2022 - 19:56
Temaer: Rekruttering
Emner: Arbejdsmiljø, Fanø Kommune







































