
Byrådsmedlemmerne Allen Berg Mortensen (EL) (til venstre) og Jens Bertram (K) er ikke tilfreds med advokatfirmaet Hortens rådgivning i forbindelse med whistleblower-sag. - Foto: Helsingør Kommune
Tømmermænd i Helsingør
Helsingørs borgmester Benedikte Kiær er blevet renset for alle anklager af to advokatfirmaer. Nu lyder der fra byrådet kritik af advokatfirma, sagens omkostninger - og ønske om at få whistleblower-ordning op til revision.
Udgivet: 01/11/2022
Det er dagen derpå i Helsingør. Byrådet er i gang med selvransagelse og evaluering, efter at kommunens borgmester Benedikte Kiær (K) mandag blev renset for alle anklager om at presse medarbejdere og skabe et dårligt arbejdsmiljø.
Fra byrådet lyder der nu kritik af advokatfirmaet Horten for at have ydet dårlig rådgivning i forbindelse med sin undersøgelse af en whistleblower-sag. Og at der er brugt alt for mange penge på advokater. Blandt kritikerne er byrådsmedlem Allan Berg Mortensen (EL).
"Undersøgelsen har også kostet en frygtelig masse penge. Det må give anledning til, at vi overvejer whistleblower-ordningen... I bagklogskabens klare lys skulle vi nok have reageret anderledes, da klagen kom. Men det var første gang, vi havde sådan en sag, der sigtede højt. Det har måske gjort, at vi har rystet lidt på hånden," siger Allan Berg Mortensen til Helsingør Dagblad.
I Benedikte Kiærs konservative byrådsgruppe rejses der også kritik.
"Her efterfølgende synes jeg, at det er meget tankevækkende, at en så stor og dyr undersøgelse, som vi igangsætter efter rådgivning fra advokatfirmaet Horten, kommer frem til, at der absolut ingenting er. Det tankevækkende er, at man ikke på forhånd kunne have set det, og jeg må indrømme, at jeg som medlem af Helsingør Byråds økonomi- og erhvervsudvalg føler mig dårligt rådgivet af Horten," siger Jens Bertram (K) til Helsingør Dagblad.
Ifølge Helsingør Dagblad mener byrådsmedlem Marlene Harpsøe (DD) ligesom flere andre byrådsmedlemmer, at whistleblower-ordningen bør evalueres.
Socialdemokraten Claus Christoffersen er ifølge Helsingør Dagblad glad for, at "vi har gennemført en så grundig og kompetent undersøgelse."
Sygemeldte ansatte fik ingen medvind
I forbindelse med undersøgelsen blev tre medarbejdere i Helsingør Kommune sygemeldt, og deres fagforbund Djøf og HK klagede på deres vegne til kommunen. Men advokatfirmaet Bech Bruun konkluderer, at der ikke er noget at sætte fingeren på i forhold til borgmester Benedikte Kiærs og tidligere kommunaldirektør Stine Johansens håndtering af den gennemhullede whistleblower-sag.
I en pressemeddelelse fra kommunen står, at "sagen har været følelsesmæssigt belastende for medarbejderne."
Sidst opdateret: 01/11/2022 - 16:54
Emner: Whistleblower, Arbejdsmiljø, Helsingør Kommune, Byråd, Byrådsarbejde







































