
Gladsaxe Kommune er klar med legestuer til fædre på barselsorlov, og man håber på, at fædrene vil melde sig til de nye hold. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Kommuner er klar med legestuer for fædre og babyer
Flere kommuner står nu klar med flere tilbud til nybagte fædre. Eksempelvis Gladsaxe Kommune skruer nu op for antallet af fædregrupper.
Udgivet: 28/10/2022
Gladsaxe Kommune skruer nu op for tilbuddene til nybagte fædre. Initiativet kommer i kølevandet på, at i august 2022 trådte en ny national barselsaftale i kraft med øremærket barsel til fædre.
Gladsaxe Kommune har i flere år haft fokus på mænds barsel, og kommunen har allerede tre legestuer for fædre og deres babyer. Det skriver Gladsaxe Kommune i en pressemeddelelse.
Fædre vil have aktive fælleskaber
Fædreholdene i Gladsaxe består af omkring seks fædre, der holder orlov samtidig. Ligesom man kender det fra mødregrupper har fædrene mulighed for at få en tæt tilknytning til hinanden.
"Med de nye tilbud håber vi at kunne imødekomme fædrenes behov for aktiviteter, fællesskab, vejledning og socialt samvær under barslen. Fædre ønsker ofte at være aktive sammen og derfor tilbyder vi tumleplads i legestuerne. Så kan fædre og børn både være aktive og snakke samtidig," siger sundhedsplejersken Fenja Heilmann.
Hun er en af Gladsaxes såkaldte 'farambassadører' sammen med sundhedsplejerske Maj-Britt Bockelund.
Gladsaxe har igennem et par år opnået gode erfaringer med legestuerne for barslende fædre, og kommunen prøver hele tiden at tilpasse konceptet til fædrene, så flest mulige har lyst til at deltage.
"At kommunikere med mænd kan være noget anderledes end at kommunikere med kvinder. I kommunikationen med nogle mænd skal vi helst undgå pussenusse og føle-ord og i stedet være mere konkrete," fortæller sundhedsplejerskerne Fenja Heilmann og Maj-Britt Bockelund.
Flere kommuner får far-klubber
I Viborg har de også oprettet en far-klub til barslende fædre, som har opstart fra tirsdag d. 25 oktober. Det foregår i Viborg Gymnastik Forening, hvor der er lagt op til, at fædrene sammen kan lege og tumle med deres børn. Fædrene kan sammen udveksle ideer til leg og tale om dagligdagens oplevelser og udfordringer.
FAKTA:
Ny barselsaftale pr. 2. august
Pr. 2. august trådte en ny national barselsaftale i kraft. I den nye aftale vil mor og far hver have 11 ugers barsel, mens de sidste 26 uger kan deles, som det passer familien bedst. De 11 uger er øremærket, og det betyder, at de ikke kan overføres til den anden forælder. Vælger far derfor ikke at holde sin del af barslen, vil ugerne ikke længere kunne bruges.
Samarbejde med organisationen Far for Livet
Gladsaxe samarbejder med organisationen Far for Livet om Fars Legestuer. Forskningen viser, at børn med tæt relation til deres fædre opnår bedre egenskaber som selvstændighed, robusthed og sociale kompetencer.
Sidst opdateret: 28/10/2022 - 09:05
Emner: Ligestilling, Gladsaxe Kommune







































