
Bornholms borgmester Jacob Trøst (K) har ifølge Bornholms Tidende været udsat for et ydmygende "kongemord". - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Borgmester ydmyget: Byråd indgik budgetforlig uden om ham
Den konservative borgmester på Bornholm Jacob Trøst er blevet ydmyget i en grad, så det lokalt bliver kaldt et 'kongemord'. Han kom ikke til at indgå i et forlig om budgettet for 2023.
Udgivet: 05/09/2022
I fredags indgik Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten i Borholms kommunalbestyrelse en aftale om budgettet for 2023 - uden om de Konservative og borgmester Jacob Trøst.
Ifølge Bornholms Tidende er det - at borgmesteren stod udenfor døren - da der blev indgået budgetforlig at sammenligne med et "kongemord'. Ifølge en leder i Bornholms Tidende er der meget at laste Enhedslisten for ved at have indgået forliget udenom den borgmester, de selv har lagt politisk flertal til. Den store Enhedsliste-byrådsgruppe på syv personer har ifølge avisen ikke gjort det, der tjener øen bedst. Avisen skriver i sin leder:
"Enhedslisten har forrådt den borgmester, de selv har skabt. Det havde været godt for Bornholm, hvis det store parti havde brugt sine stemmer sammen med resten af byrådet."
De Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne står sammen med Bornholmerlisten udenfor budgetaftalen.
Se budgetaftalen herDen erfarne kommunalforsker og afdelingsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch kan ifølge Bornholms Tidende kun huske to andre tilfælde, hvor borgmesteren i en kommune i den grad er blevet holdt udenfor. Han vurderer det, som en stor ydmygelse af borgmesteren.
Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten skriver om deres budgetaftale:
"Vi har valgt at prioritere børnene igennem fastholdelse af minimumsnormeringer og fastholde nuværende undervisningstimetal for lærerne i folkeskolen."
"På trods af de svære forudsætninger for budgetlægningen har vi begrænset besparelser på Ældreområdet."
"Vi har bestræbt os på at finde løsninger på nogle af Bornholms udfordringer, der kan skabe et bedre udgangspunkt for fremtidige budgetter, f.eks. på socialområdet og anbringelser af unge."
Se NB-Kommunes tema om budget '23
Sidst opdateret: 05/09/2022 - 11:15
Temaer: Budgetter
Emner: Bornholm, Bornholms Regionskommune







































